torsdag den 23. april 2015

Anna Gavalda - Livet er bedre.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen er oversat fra fransk til dansk og foregår i Paris.

Det er en lille roman, der består af to små søde historier. Hver historie følger et ungt menneske, der begge gør nye bekendtskaber. Disse nye bekendtskaber betyder, at de må tage den måde de har levet deres liv hidtil op til overvejelse og derefter tage skridtet til at ændre det og få noget bedre ud af livet.

Ofte læser jeg flere bøger på en gang og normalt har jeg ingen problemer med at skifte rundt mellem forskellige bøger, skrivestile og genrer. Men det tog mig lidt tid at komme ind i Anna Gavaldas meget specielle skrivestil, der springer fra indremonolog, til dialog og fra jeg-fortæller til tredje persons-fortæller uden varsel.

Jeg måtte faktisk starte forfra efter 40 sider, fordi jeg slet ikke havde fået fat på meningen med teksten. Jeg skulle lige lidt ned i læsetempo, for at kunne komme helt med. Bogen er hurtigt læst, men teksten kræver ro og nærvær.

Det er to meget søde og meget franske historier, der egentlig bare handler om livet og hvordan man hver især vælger at leve det. Den sidste historie var nok den der ramte mest plet for mig og som var den historie jeg helt klart bedst kunne lide.

Bogen er fyldt med små sætninger, der kort og kontant sætter vores moderne liv i relief og som helt bestemt giver læseren noget at tænke over. Det er mennesket, indbyrdes relationer og livet, der er i fokus og det er fortalt smuk og indlevende.

Det er første gang jeg læser noget af forfatteren, men det bliver helt sikkert ikke sidste gang.

Livet er bedre får 4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar