søndag den 18. januar 2015

Mads Peder Nordbo - Thuleselskabet

Lydbogen jeg har lyttet til er venligst stillet til rådighed af forlaget Lindhardt & Ringhof. Bogen er læst og diskuteret sammen med Læseklubben.

"Thuleselskabet" er anden bog i forfatterens konspirations-
trilogi, som jeg tror hedder "Et Glasbarns historier". Hvoraf den første hedder "Odins Labyrint" og den tredje hedder "Gudspartiklen" og udkommer til april i år.

En kvinde findes dræbt i Danmark for foden af en runesten og i hendes nøgne hud er der ridset runetegn, som hovedpersonen Mathias Hviid tilkaldes som ekspert for at tyde. Meget overraskende ligner den dræbte kvinde hans mor til forveksling, men ikke nok med det, så finder Mathias sit eget navn indgraveret med runer i kvindens hud. Dette bringer Mathias og hans engelske kæreste Helen ud på en begivenhedsrig rejse, der fører dem både til Tyskland, Storbritannien og Grønland.

Det er sjældent jeg læser konspirationsthrillere, så det var en stor udfordring for mig at læse denne bog. Jeg ved lidt om asatroen og jeg synes vinklen med de nordiske guder var meget spændende. Men jeg har læst alt for mange spændingsbøger der inddrager nazisterne og den ariske race i plottet, så desværre var det lidt en gammel traver for mig. Jeg var med på konspirationen en del af vejen, selv om alt ikke var helt nemt at forstå. Men den overjordiske del af plottet købte jeg simpelthen ikke, jeg synes det var alt for langt ude og ikke overbevisende nok.

Der var mange ting, som jeg tror ville have været nemmere at forstå, hvis jeg havde læst den første bog. Jeg synes der var for mange løse ender, der ikke førte nogen vegne. Måske bliver der rådet bod på det i bog nummer tre, som jeg er fristet til at læse, for netop at finde ud af om og hvordan det hele bliver samlet sammen.

Lydbogen, jeg meget gavmildt havde fået stillet til rådighed, var okay. Oplæseren havde en meget speciel stemme med en anderledes frasering, der skurrede noget i mine ører og som jeg ikke helt kunne vænne mig til. Det faldt mig også for brystet at oplæseren slutter af med at sige forlagets navn forkert. Er det ikke en lille ting at sikre sig er korrekt?

1/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar