mandag den 12. januar 2015

Bøger læst i uge 2-2015.

 
Jeg har læst fire bøger og lyttet en lydbog færdig i ugen der er gået. Jeg er stadig i gang med Young Samurai-serien, hvor jeg mangler de sidste to bøger. Så har jeg læst Paulo Coehlos bog "Manuskriptet fra Accra", som jeg har lavet en separat anmeldelse af.

Melina Marchetta - Jellicoe Road. Jeg havde ikke særlig høje forventninger til denne bog og det var måske derfor den overraskede positivt.

Historien i bogen er bundet sammen af mange tråde. Hovedpersonen er pigen Taylor Markham, der som 11 årig bliver efterladt af sin narkoman af en mor på en 7-eleven. Her bliver hun samlet op af en dame der tager hende til sig og hun kommer til at gå på en kostskole i nærheden af Jellico Road. På vejen skete der for mange år siden et tragisk færdselsuheld. Hvor to familier i kørte sammen og flere blev dræbte.

Men hvad har det med Taylor at gøre og hvordan skal hun leve op til det ansvar, at det nu er hende, der er anfører i den territoriale bandekrig, skolen fører mod bybørnene og kadetterne fra en militærskole. Tingene bliver endnu mere indviklet af, at hun har en noget kompliceret fortid sammen med kadetternes anfører.

Jeg kunne rigtig godt lide, den måde fortid og nutid på flere planer vævede sig sammen. Det var ikke alle plottwistene der overraskede mig, nogle af dem havde jeg regnet ud. Men det gjorde sådan set ikke læseoplevelsen dårligere, fordi jeg tror det var mening at læseren skulle regne dem ud.

Det var helt bestemt en god historie, skrevet i et letlæseligt sprog, der fra første side fangede min interesse.

4/5 stjerner.

Liane Moriarty - Min mands hemmelighed. Læst og diskuteret sammen med Læsegruppen. Selv om jeg har bogen i fysisk eksemplar, valgte jeg på grund af tidspres, at lytte til den som lydbog købt på Itunes.

Denne bog har været så længe på min TBR, at det er helt pinligt, at det først er nu jeg har fået den læst. Allerede da den udkom på engelsk i 2013, havde jeg lyst til at læse den. Men der skulle altså gå mere end et år inden jeg fik det gjort. Grunden til det var, at jeg var meget bange for at blive skuffet, da mine forventninger var tårnhøje. Heldigvis var bogen lige så god som jeg havde forventet.

Det er et yderst velfortalt psykologisk drama, der følger tre kvinder, hvis liv bliver knyttet sammen af uforudsete hændelser og skæbnesvangre hemmeligheder. Det er en rigtig spændende og medrivende bog, der virkelig fik mig til at stoppe op og tænke en ekstra gang over mange af tingene. Forfatteren leger med den meget interessante tanke om, hvordan alle de valg vi tager her i livet, har konsekvenser ikke bare for os selv, men også for personer vi måske slet ikke kender.

Jeg kunne rigtig godt lide, hvordan opfattelsen af de forskellige personer blev farvet af hvilken persons øjne vi så i gennem. Relationerne mellem personerne og deres fordomme og tanker om hinanden, var utrolig godt beskrevet. Det hele forekom meget realistisk og gjorde oplevelsen af  historien meget kompleks.

Den engelske lydbog jeg lyttede til var helt fantastisk, jeg elskede den skønne australske accent, som oplæseren havde og som selvfølgelig var helt i tråd med, at handlingen i bogen foregår i Sydney og Melbourne. Den kan jeg helt klart anbefale.

4/5 stjerner.

Liz Kessler - Has Anyone seen Jessica Jenkins? Bogen er købt hos Saxo.com og den er udelukkende købt på grund af den flotte forside.

Bogen var desværre ikke noget for mig. Jeg havde forventet magi og mystik, men den forventning blev desværre ikke indfriet. Derudover synes jeg historien var utrolig kedelig og forudsigelig.

Handlingen var helt ufattelig længe om at komme i gang. Først på side 96 kom der lidt gang i sagerne, men det er bare for sent i en bog på kun 241 sider. Selve bogen er i lille format, plus at den er skrevet med stor skrift og alligevel føltes den som om den var alen langt. Jeg var to dage om at læse den, fordi jeg ikke blev fanget af hverken skrivestil eller historie.

Hovedpersonen er den 13 årige Jessica, der pludselig finder ud af at hun kan gøre sig usynlig og ganske langsomt finder hun ud af, at der er andre børn på hendes skole, der også har superkræfter.

Jeg sad med tanken om, at jeg måske var for gammel til at læse en bog, der er rettet mod børn på mellemtrinet i skolen, men alligevel har jeg læst flere bøger til samme aldersgruppe, som jeg har haft stor fornøjelse af, så det kan altså ikke udelukkende være det.

1/5 stjerner.

8 kommentarer:

  1. Det er ikke altid et smukt cover giver en smuk eller spændende historie (desværre) troede ellers også at "Has anyone seen Jessica Jenkins" ville være rigtig god - alene pga coveret hehe.. Har længe haft "min mands hemmelighed" mellem hænderne i diverse butikker, men sluppet den igen. Det fortryder jeg lidt efter din anmeldelse!;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, desværre lovede coveret i dette tilfælde mere end hvad historien kunne holde :( Næste gang du står med "Min mands hemmelighed", så skal du altså købe den. Det er jeg helt sikker på at du ikke vil fortryde :)

      Slet
    2. Tror jeg hellere jeg må gøre!;) så den til 49 kr. i Føtex - det kan man vist liiige holde til:D

      Slet
    3. Ja, man kan nogen gange være heldig og finde gode bogtilbud i Føtex og Bilka :)

      Slet
  2. Jeg vil virkelig gerne læse Jellicoe Road! Og jeg kan kun være enig med din utalelse om "Min mands hemmelighed" Den er så super god!

    SvarSlet
    Svar
    1. Heldigvis var "Min mands hemmelighed" lige så god som jeg forventede, for man ved aldrig med de bøger der er meget hype omkring. Du skulle tage at læse "Jellicoe Road" før jeg læste den, havde jeg set at den har fået meget blandede anmeldelser. Men det var altså lige en historie, der faldt i min smag :)

      Slet
  3. Jeg har længe gerne ville læse Jellicoe Road. Har hørt, at den skulle være ret svær/forvirrende hvilket har afholdt mig lidt. Men det du skriver giver mig lyst til at kaste mig frådende over den :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde regnet noget af plottet ud meget tidligt og det kan være det der har gjort, at den ikke var så forvirrende for mig? Det var helt bestemt en historie, der lynhurtigt fangede mig og jeg synes også den engelske udgave var nem at læse.

      Slet