mandag den 31. marts 2014

Joakim Zander - Svømmeren.

Den sidste uges tid, har jeg lyttet til denne utrolig spændende thriller. Spændingsbøger og krimier er ikke det jeg læser mest af, men jeg har fundet ud af, at de gør sig godt som lydbøger. Jeg vil ikke gå så meget ind i hvad bogen handler om. Bogens synopsis kan læses på :  http://www.gyldendal.dk/svoemmeren-id21362


Jeg synes indlæsningen af Svømmeren var fænomenal. De lydbøger jeg hidtil har lyttet til, har haft meget varierende kvalitet. Nogle oplæsere betoner ord på mærkelige måder eller overspiller de forskellige personers dialoger helt vildt, andre igen har været så monotone og søvndyssende, at jeg har måttet opgive, at lytte bogen til ende. Med Svømmeren, var oplæsningen flydende, naturlig og indlevende, hvilket også bidrog til at øge spændingen undervejs og til det gode helhedsindtryk jeg fik af bogen.

Flowet i bogens handling og selve plottet minder mig meget om de amerikanske Bourne film, bygget over Robert Ludlums bøger, den første hedder på dansk, Manden uden navn. Hele konceptet med jagten gennem Europa, den usynlige fjende, der haler ind på hovedpersonerne og især hårfarvnings scenen, var ren deja-vu. Selve bogens opbygning, med benævnelse af sted og dato, er også meget actionfilmagtig, men det hjælper fint med til, at holde styr på steder og personer undervejs.

På trods af sammenligningerne med ovennævnte film, vil jeg pointere, at bogen er helt sin egen. Med en meget unik stemning. Forfatteren har et meget beskrivende sprog og man kan nærmest mærke den kvælende hede i Damaskus eller vinterkulden, der bider i skærgården. Hele plottet med terrorister og EU lobbyister og hemmelige paramilitære grupper, der opererer under den offentlige radar, med statslig accept i ryggen, er så virkelighedstro, at det er helt skræmmende.

Svømmeren er Joakim Zanders debut og jeg håber da, at han har mere af samme kaliber på vej. Noget kunne tyde på, at der kunne være flere bøger på vej om Klara Walldéen, måske der lige frem er planlagt en hel serie? Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Svømmeren til alle, også selv om man normalt ikke læser bøger i denne genre.

søndag den 30. marts 2014

Bøger læst i marts.

Så er marts måned ved at være gået og det har også været en fin læse måned. Jeg synes, jeg har fået læst rigtig mange krimier, hvilket også var mit mål med månedens tema. Jeg fik ikke læst alt jeg havde på læselisten, men bøgerne løber jo ingen steder, dem kommer jeg til at læse en anden god gang.

Lone Mikkelsen - Ragnhild saga. Bogen handler om Ragnhild Skjaldedatter, der står ved livets ende. Hun taler til  Freja, for at få gudinden til, at ledsage sig på den sidste rejse. Hun erindrer det liv hun har levet i vikingetiden, hendes barndom, tabet af hendes mand og omvæltningerne og kristningen af danerne. Bogen fangede mig ikke og jeg fandt den var en anelse kedelig.

Alan Bradley - Hævneren fra Ulster og Drengen i galgen. Bøgerne foregår i 1950erne i England og handler om 11-årige Flavia de Luce. Hun er meget interesseret i kemi og især gifte er hendes ekspertise. Hun har et meget barsk hjemme liv med en psykisk fraværende far og to ældre søstre, der driller hende konstant og hun er heller ikke for fin til at svare igen, ved at bikse noget sammen, der kan sætte hendes søstre i forlegenhed overfor omverdenen. Bøgerne minder meget om Agatha Christies krimier, der også emmer af atmosfære og gode miljø beskrivelser. Det er anderledes at se tingene fra en 11-årig perspektiv og det gør bøgerne unikke og læseværdige. Jeg synes bøgerne er gode og håber der bliver oversat flere i serien, ellers må jeg vel købe dem på engelsk.

Ib Michael - Himlen brændte. Hold da helt op! Sikke en tur, fra Holger Bech Nielsen i Rundetårn til Tunguska i Sibirien. Fra tiden før den russiske revolution til nutiden. Sergei, der oplever, hvad det nu end er han oplever i Tunguska i 1908, forvandles til "manden uden for tiden". Som jeg har skrevet før, ved man aldrig, hvad man går indtil med Ib Michaels bøger, han er rigtig god til at forny sig og med denne bog, har han også bragt teknologien med ind i litteraturen, med QR-koder og kvantefysik på højeste plan.

Lindsey Davis - Tyv over tyv. Utrolig vellykket krimi, der foregår i det antikke Rom. Bogen er nummer 7 i serien om Marcus Didius Falco, desværre den eneste, der er oversat til dansk. Roms største forbryder, Balbinus , bliver dømt og må forlade Rom. Sammen med en gammel ven, bliver seriens hovedperson Falco, der er freelance meddeler, inddraget i opklaringen af, hvem det er, der nu forsøger, at overtage Balbinus plads i forbryder verdenen. Falco er en gavflab og er kvik i replikken, han har en underskøn og stærk samleverske, som rent socialt står over ham og hans far er en lusket svinepels. Det kan bare ikke blive andet end en god bog.

Jeffery Deaver - Carte Blanche, en James Bond roman. Da jeg ikke har læst nogen af de oprindelige James Bond-bøger, skrevet af Ian Fleming. Har jeg ikke rigtig noget at sammenligne bogen med. Men generelt synes jeg, den som James Bond historie var lige i øjet. Jeffery Deavers udgave af Agent 007, er mere menneskelig, han bliver forpustet og får blå mærker. Han er stadig kick-ass og ikke et overmenneske uden følelser, der kommer uskadt igennem selv de værste slåskampe, som i de gamle film. I denne og de seneste James Bond film med Daniel Craig i hovedrollen, er der også blevet lukket op for informationer om, hvor 007 kommer fra. Hans forældre og tidligere arbejdsliv er nævnt og det er med til at give ham mere personlighed. Det kan jeg godt lide.

Lene Kaaberbøl - Kadaverdoktoren og Det levende kød. De to første bøger i forfatterens krimiserie, der foregår i slutningen af 1800-tallet i Varbourg, der er en fransk/tysk grænseby og handler om Madelaine Karno, der er datter af byens læge og retsmediciner. Læren om anatomi og fysiologi, interesserer Maddie meget og hun deltager i sin faders arbejde på trods af, at det ikke er velset for kvinder på den tid at interessere sig for andet end, at blive gift og få sig nogle børn. Det er lige en krimi for mig, hvor der er mere fokus på tiden og videnskaben, i stedet for på selve mordene.

Morgan Matson - Amy and Roger´s Epic Detour. Jeg trængte virkelig til en pause fra alle de forbrydelser og mord. Bogen er en romantisk fortælling om Amy, der har mistet sin far i en bilulykke. Hendes mor vælger, at de skal flytte fra Californien til Connecticut, for at starte forfra. Amy skal gøre sit skoleår færdig og derefter skal hun køre deres bil tværs over USA. Amy har ikke kunnet køre bil siden ulykken, så med som chauffør skal, den lidt ældre Roger, der er søn af moren veninde og som Amy ikke har set siden hun var barn. Meget sød og romantisk historie.

Elizabeth Eulberg - Better off Friends. Sød og romantisk historie, med stærk inspiration fra filmen When Harry met Sally. Vi følger Macallan og Levi gennem deres noget turbulente venskab, med gode tider,  kærester, jalousi og skænderier. Men kan drenge og piger egentlig bare være venner?

Tarquin Hall - The Case of the Man who died laughing. Bog nummer to i serien om Indiens svar på Hercules Poirot, den meget selvtilfredse og madglade Mr. Vish Puri. Det er ikke en af de mest spændende krimier, jeg har læst, men jeg kan rigtig godt lide stemningen i bøgerne og de meget satiriske beskrivelser forfatteren giver af det moderne Indien, med korruption og fattigdom, side om side med overvældende rigdom. Blandt andet beskriver han i denne bog modsætningerne i Indien nu til dags. På den ene side af gaden sidder tiggerne med deres manglende lemmer og på den anden side af gaden serverer en fin fransk café, italiensk kaffe for de nyrige. Jeg kan rigtig godt lide at forbrydelserne selvfølgelig også afspejler  landet bøgerne foregår i.

I marts læste jeg også Veronica Roth -  Allegiant, tredje og sidste bog i Divergent trilogien, Lianne Simon - Confessions of a Teenage Hermaphrodite og Rob Thomas & Jennifer Graham - Veronica Mars, The Thousand Dollar Tan Line, som jeg har lavet separate indlæg om.

Bogen jeg helt måtte opgive at læse:

Paul A. Myer - Greek Bond and French Ladies. Jeg vandt bogen i en giveaway på Goodreads. Jeg havde ikke sat mig ordentlig ind i, hvad den handlede om, da jeg meldte mig til udtrækningen. For da jeg modtog den med posten, kunne jeg allerede ud fra bagsiden læse, at det nok ikke var en bog for mig. Men jeg forsøgte alligevel flere gange at læse bogen. Men hver gang måtte jeg opgive en 25-30 sider inde.

Bogen handler om den aktuelle dårlige økonomiske situation i EU og det interessere mig bare ikke. Ja, det lyder hårdt, men jeg bliver så deprimeret af at tænke på det og jeg læser udelukkende for at få et frirum i hverdagen. Der ud over er bogen fyldt med så mange økonomiske fagudtryk på engelsk, så jeg forstår simpelthen ikke halvdelen af hvad manden skriver. Realistisk set må jeg nok med beklagelse sige, at det er en bog jeg aldrig nogensinde får læst. Meget ærgerligt da jeg føler jeg i det mindste skylder manden, at læse hans bog færdig, når jeg nu har fået den gratis.

lørdag den 29. marts 2014

Bogkøb i marts. Anden del.

Da jeg i december 2013 fandt ud af, at der ville udkomme en Veronica Mars bog i marts 2014, lavede jeg med det samme en forudbestilling på Saxo.com og samtidig bestilte jeg et par ekstra bøger, som jeg gerne har villet læse længe. Bøgerne er:

Malorie Blackman - Noughts & Crosses, Knifes Edge og Checkmate. Meget kritikerrost trilogi, som handler om racisme i en dystopisk verden, hvor befolkningen er delt op i Noughts og Crosses. Mere ved jeg sådan set ikke om bøgerne.

George Orwell - Nineteen Eighty-Four. Bogen fænomenet Big Brother stammer fra. Sidste år læste  jeg Haruki Murakamis fantastisk gode trilogi 1Q84, der eftersigende skulle være en hyldest til George Orwells 1984 og derfor vil jeg gerne læse denne, så jeg kan sammenligne de to.

Rob Thomas & Jennifer Graham - Veronica Mars, The Thousand Dollar Tan Line. Jeg har allerede læst den og lavet et separat indlæg om den. Men kort sagt, er hele tv-seriens stemning flyttet succesfuld over i bogform, så er du fan af tv-serien om Veronica Mars, vil bogen helt sikkert også falde i din smag.

fredag den 28. marts 2014

#fredagsbog d. 28. marts 2014.

Der er to bøger, en grafisk novelle og en lydbog denne gang. Selvom vi stadig er i marts, har jeg allerede taget hul på april måneds selvvalgte tema, der er børnebøger. Bøgerne til weekenden er:

 
Sascha Christensen - Den ydmyge amulet. Det er den første bog i Humaran-trilogien. Forfatteren fik børnebogsprisen Orla Prisen i 2010 for bogen. Den foregår i England i en eventyrverden, hvor der findes få mennesker der er magikere, mens størstedelen af befolkningen er amagikere, personer ude afstand til at bruge magi. Der findes også alfer i denne verden, der er menneskernes små hjælpere. Indtil videre, jeg er 157 sider inde, er den både spændende og også lidt uhyggelig.

Jhumpa Lahiri - The Namesake. Jeg er lige begyndt på den og er ikke kommet så langt, så jeg kan sige ret meget om den. Men jeg har læst The Lowland af samme forfatter og jeg kunne rigtig godt lide forfatterens skrivestil. Så jeg har store forventninger til The Namesake.

Eoin Colfer - Artemis Fowl , The Eternity Code. Jeg begyndte på serien for et par år siden, men er ikke kommet længere end de første tre bøger. Jeg håber at kunne afslutte serien i år.

Joakim Zander - Svømmeren. Spændingsbog. Hentet gratis som lydbog via Gyldendal. Jeg er ikke kommet ret langt ca. 14-15%, men indtil videre kan jeg rigtig godt lide den, jeg synes plottet er spændende og jeg synes personerne er interessante og det hele virker meget realistisk, hvilket er meget skræmmende. Jeg regner ikke med, der bliver så meget tid til at lytte i weekenden, når børnene er hjemme. Lydbøger fungerer bedst for mig, når jeg går for mig selv og arbejder på gården. Hvis der sker alt for meget omkring mig, får jeg ikke fat på det hele.

God læselyst og god weekend!

tirsdag den 25. marts 2014

Lydbøger i marts.


I marts er jeg igen kommet i gang med at lytte til lydbøger, mens jeg går og arbejder. Når det er meget ensformigt arbejde, kan det snildt lade sig gøre, men lige så snart jeg bare skal bruge tænkeren lidt, så laver jeg enten fejl i arbejdet eller glemmer at høre efter. Rent teknisk kan det også nogle gange være en udfordring, da teknikken ikke altid vil som jeg vil. Jeg kan for eksempel ikke forstå, at man ikke kan flytte lydbøger downloadet fra biblioteket over på Itunes. Jeg har prøvet flere gange men forgæves, jeg kan bare ikke få det til at fungere.

Bøgerne jeg har lyttet til i denne måned er:

Karin Slaughter - Fallen. Den tredje bog, der forener serierne om henholdsvis Sara Linton og Will Trent. Jeg synes de første jeg lyttede til var meget ubehagelige, den ene handlede om tilfangetagende torturerede kvinder og den anden om misbrugte børn. Emner jeg ikke har det så godt med. Fallen faldt mere i min smag, den var helt anderledes, den handlede om kidnapning og banderelateret kriminalitet. Den var stadig voldsom, men mere på mit niveau.


Ellen DeGeneres - Seriously...I´m Kidding. Kan du lide Ellen DeGeneres humor, er denne lydbog helt sikkert noget for dig, jeg kom flere gange undervejs til at grine højt. Bogen handler egentlig ikke rigtig om noget, det er små anekdoter, observationer og kommentarer til samfundet. (primært stilet mod amerikanere). Hovedbudskabet er, at man kan blive hvad man vil, hvis man har fornuften med sig og tænker sig om. Det der giver det sidste til lydbogen, er at det er Ellen DeGeneres selv, der læser bogen op. Hun er jo kendt for sin stand-up komedie og det er lige det man får i ørene.


Joakim Zander - Svømmeren. Pt. lytter jeg til Svømmeren af den svenske forfatter Joakim Zander, bogen er meget omtalt i medierne i øjeblikket. Jeg er ca. 12 % inde og jeg må sige det tegner rigtig godt. Handlingen foregår blandt andet i Bruxelles, Uppsala og Damaskus. Bogen kan hentes gratis som lydbog på Gyldendals hjemmeside indtil d. 30. marts. Forfatteren er at finde på Krimi-messen, der finder sted første weekend i april i Horsens.


søndag den 23. marts 2014

Veronica Mars.


Rob Thomas & Jennifer Graham - The Thousand Dollar Tan Line.

Good News Marshmallows! Normal is the Watchword! Jeg var meget skuffet da TV-serien om den lille blonde rapkæftede Veronica Mars, spillet af Kristen Bell, blev stoppet. Efter showet blev taget af programmet, har fans over hele verden, trofast blevet ved med at protestere og det hele er endt med en spillefilm, der lige har haft premiere i USA i denne måned. Filmen er udelukkende finansieret af fans, der har doneret penge til projektet. Nu kommer så Veronica Mars serien i bogform.

Bogen starter hvor filmen slutter, der er gået ti år siden Veronica Mars tog afgangseksamen fra Neptune High. Hun har studeret jura og arbejdet for et advokatfirma i tiden der er gået. Nu er hun så vendt tilbage til Neptune, for at prøve at redde faderens detektiv bureau, mens han er midlertidig indisponeret.

Situationen i Neptune er ikke meget anderledes end fra hendes High School dage. Don Lamb, broder til den forhadte tidligere sherif Dan Lamb, er blevet valgt til byens sherif og byens politi har aldrig været mere beskidt og korrupt end lige nu. En pige forsvinder under Spring Break fest og Veronica bliver kaldt ind af bystyrets formand, for at hjælpe den inkompetente sherif  med at finde den forsvundne pige igen og redde byens ansigt udad til.

Jeg synes tv-seriens stemning er meget godt fanget i bogen. Måske er bogens Veronica en anelse mindre rapkæftet og stemningen en anelse mere mørk end i filmene. Hvilket er helt fint, det giver bare udtryk for, at hun er også blevet ti år ældre og mere moden. Der er mange referencer til seriens episoder og det er ren nostalgi. Eneste lille minus er, at hele filmens handling bliver afsløret i bogen. Så hvis man har tænkt sig at se filmen, skal man nok vente med at læse bogen til bagefter. Det er en god start historie og jeg glæder mig til de næste bøger i serien udkommer.

lørdag den 22. marts 2014

Bogkøb i marts. Første del.

Det var slet ikke meningen, at jeg skulle lave et indlæg om bogindkøb i marts, på grund af alle de bøger jeg købte på udsalg. Men rent teknisk har jeg ikke købt nogen bøger i denne måned. De to viste bøger i dette indlæg, er bøger jeg har forudbestilt i januar og som er udkommet i denne måned. Der skulle komme en bogpakke mere den kommende uge, som også er en forudbestilling.

Bøgerne er:

Sarah J .Maas - The Assasin´s Blade. Noveller der har forbindelse til forfatterens Throne of Glass trilogi. Den sidste bog er planlagt til at udkomme i september i år, men udgivelserne bliver nogle gange forsinket. Jeg har hørt meget blandede meninger om trilogien. Men det handler om en ung dame, der på en eller anden måde ender som kongens lejemorder. Jeg elsker at læse om, stærke kvindelige kick-ass hovedpersoner.

Dan Wells - Ruins. Tredje og sidste bog i Partials-trilogien. Jeg venter helst med at læse en serie eller trilogi til alle bøgerne er udkommet. Hvis der går lang tid mellem udgivelserne, kan jeg have svært ved at komme ind i seriens stemning igen, for ikke at tale om overhovedet at huske, hvad det hele går ud på. Det har også sine fordele, hvis man nu skulle løbe ind i en meget nervepirrende slutning, en af de berømte cliff hangere, ja så skal man ikke vente flere måneder, men kan forsætte uden afbrydelser.



fredag den 21. marts 2014

#fredagsbog d. 21. marts 2014.

Der er tre bøger på læselisten i denne weekend. De to af dem er kriminalromaner, som marts måneds selv valgte tema jo foreskriver. De tre bøger er:

Jhumpa Lahiri - The Namesake. Jeg er vel kommet en 10 sider inde i bogen i øjeblikket, så jeg ved ikke helt endnu, hvad den handler om. Men den skulle følge nogle indvandrere i USA og skulle give et godt billede af, hvordan det er, at være første og anden generations indvandrere i et fremmed land.

Tarquin Hall - The Case of the man who died laughing. Bog nummer to i serien om Indien svar på Hercules Poirot, den meget selvtilfredse Mr. Vish Puri. Jeg har læst den første The Case of the missing Servant i januar og det er meget underholdende læsning. Der er meget humor i bøgerne,  men også samfundskritiske iagttagelser fra det moderne Indien. Parallelt med Mr. Vish Puri opklaring af en stor sag, kører hans kone og mor en mindre sag, hvor de er lige så skarpe som ham selv, hvilket også tilfører lidt morskab. Er man som jeg ikke til de blodige krimier, så kan denne serie varmt anbefales. Bogen er let læselig og jeg regner med at blive færdig med den her i weekenden.

Gøgens kalden - Robert Galbraith. Når jeg er færdig med mesterdetektiven Vish Puri, vil jeg i gang med J. K. Rowlings krimi. Den har fået meget ros i medierne efter forfatterens sande identitet kom frem, så den glæder jeg mig til at læse.

God weekend og god læselyst!

tirsdag den 18. marts 2014

The Opposites Book Tag.

Modsætningers tag. Endnu en af mine fordanskede udgaver af et BookTube tag. Ideen er, at man skal finde bøger der på forskellige punkter er modsætninger af hinanden.

1.) Første og sidste bog du har købt?

Den første bog jeg nogensinde købte tror jeg er De Tre Detektiver og papegøjemysteriet. Der er nummer to eller tre i serien om Alfred Hitchcock og De tre detektiver. Der var udkommet 34-35 bøger da jeg stoppede med at læse dem og jeg har set, at der stadig udkommer bøger i serien. De første 10-15 bøger var helt klart de bedste. Jeg elskede den serie da jeg var barn. Der var spænding og uhygge og mysterier på samme tid. Desværre har jeg kun et par stykker tilbage, da jeg på et tidspunkt, synes jeg var blevet for gammel til, at have dem stående på hylden og solgte hele min samling, på ca. 20 bøger til et antikvariat for en havltredser. Ja, det har jeg så fortrudt nu, da mine børn er blevet så store, at de kunne have glæde af dem.

Den sidste bog jeg har købt, er The Assasins Blade af Sarah J. Maas, der er en novellesamling. Bogen har forbindelse til Sarah J. Maas lejemorder trilogi. Indtil videre er der udkommet to bøger af de tre bøger i trilogien, Throne of Glass og Crown of Midnight.Den sidste bog udkommer til september og hedder Heir of Fire. Jeg kan bedst lide at vente med at læse serie bøger til jeg har dem alle. Så behøver jeg ikke at vente flere måneder, hvis en af dem nu ender med en cliff hanger.

2.) Billigste og dyreste bog du har købt?

Hvis man ser bort fra alle de læseeksemplarer, jeg fik mens jeg arbejdede i boghandel. Ja, det var tider! Så er den billigste bog jeg har købt fornylig Jefferey Deavers James Bond roman Carte Blanche, som jeg lige har læst i. Jeg  købte den for 10,- kr. i AZ. 10,- kr.! For en lækker første udgave, med sådan en god ryg, der ikke kan brække uanset, hvor meget man bøjer den. God bog, godt køb.

Den dyreste bog jeg har købt, er nok Saxo, Danmarks Krønikken i to bind genfortalt af Helle Stangerup og illustreret af Esben Hanefelt Kristensen. Jeg kan ikke huske præcis hvad den kostede, men kan mindes, at jeg synes den var meget dyr, selv om jeg fik medarbejder rabat. Og ja, jeg har læst den, begge bind!

3.) En bog med mandlig hovedperson og en bog med kvindelig hovedperson?

For en bog med en mandelig hovedperson, har jeg valgt, V.S. Naipauls Et hus for mr. Biswas, der er en tragikomisk fortælling om Mr. Biswas, der bor i en lille landsby på  den caribiske ø Trinidad og hans kamp for at skaffe sin familie et fint hus og alle de genvordigheder, han kommer ud for undervejs.

Bogen jeg har valgt med kvindelig hovedperson er, Kiharu Nakamuras Geisha. I bogen fortæller forfatteren om sit liv, fra hun startede som lille pige bliver optaget på den hårde uddannelse og om sit liv som Geisha fra hun var 17 år. At være Geisha kræver mange talenter, som at synge og spille på instrumenter, altid være i godt humør og korrekt opførsel over for gæsterne. Meget interessant bog.



4) En bog du har læst hurtigt og en bog du har været længe om at læse?

Jeg læser mange ungdomsbøger og de er som regel hurtige for mig at læse, så jeg har valgt Miranda Kennealys, Stealing Parker, der er nummer to bog i hendes Hundred Oaks High-serie. De er rigtig gode nemme bøger, som jeg læser på en 2-3 timer, hvis jeg ikke bliver afbrudt.

Fornylig har jeg læst Carsten Jensens Vi, de druknede og den tog mig lidt over 2 måneder at læse. Det var bestemt ikke fordi, den var dårlig, men med tykke handlingsmættede bøger, trænger jeg bare til at læse noget andet undervejs, jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men det bliver lige som bare for kompakt læsning og for ikke at gå helt i stå, bliver jeg nødt til at læse noget andet og lettere samtidig med.

5.) En bog med et omslag du synes er flot og en med et omslag du synes er grimt?

Jeg elsker bøger, hvor der er gjort noget ud af omslaget og nogle gange køber jeg bøger udelukkende fordi, jeg falder for det flot designede omslaget. Den jeg synes er flottes i min samling, er helt sikkert jubilæums udgaven af Paulo Coehlos Alkymisten.

Jeg måtte lede længe for at finde en bog, jeg synes har et virkelig grimt omslag. Det endelige valg blev Bøgen springer altid ud af Birte Frandsen. Jeg kunne virkelig ikke lide denne bog, der er en historisk fortælling om to slægter. Den er skrevet i korte staccato lignende sætninger, der var mange stavefejl og den var meget forvirrende skrevet. Den kvindelige hovedperson, blev fremstillet som en sexgal, manipulerende kælling og mændene var hendes hjælpeløse ofrer. Hvilket jeg fandt, at det måtte være datidens syn på stærke kvinder. Omslaget giver lige præcis udtryk for det undertrykkende kvindesyn, datidens samfund havde og som jeg også synes forfatteren, tilslutter sig. Men et par bare kvinde bryster, kan vel også sælge et par eksemplarer mere.

6.) En dansk bog og en udenlandsk bog?

Jeg kunne have valgt hvilken som helst dansk forfatter Herman Bang, Karen Blixen, St. St Blicher, eller nogen af de nyere Ib Michael, Erling Jepsen eller Naja Marie Aidt, men jeg valgte at gå efter en gammel klassisk forfatter og det blev Johannes V. Jensen  og hans Himmerlands historier. Om det hårde liv for bønderne på den jyske hede.

Af udenlandske forfattere har jeg valgt Khaled Hosseini, Og bjergene gav genlyd. Bogen er med på min liste over de bedste bøger jeg læste i 2013. En bror og en søster bliver under tragiske omstændigheder skilt fra hinanden. Bogen følger dem og de mennesker de kommer i berøring med gennem et helt liv og mange hemmeligheder bliver afdækket. Jeg har også læst Drageløberen af samme forfatter og den var lige så god.

7.) En tynd bog og en tyk bog?

For den tynde bog har jeg valgt Den lille Prins af  Antoine de Saint-Exupéry, bogen har ingen sidetal, men jeg vil gætte på at det er en af de tyndeste bøger jeg har. Jeg kan huske at have set den i fjernsynet da jeg var barn og jeg har læst den igen flere gange. Der var meget mystik om forfatteren, der forsvandt med sit fly, under en mission i 1944. I år 2000 fandt man så flyets vragrester ud for Marseille.

Som tyk bog har jeg valgt James Joyes Ulysses, jeg har ikke læst bogen og har ikke fanget andet end at den vist nok foregår i Irland. Det kunne ellers have været en god St. Patricks Days Read. Men det må vente til næste år.

8.) En skønlitterær bog og en fagbog?

Hovedparten af mine bøger er skønlitterære og jeg har valgt Ken Folletts Jordens søjler, der er et digert værk, der foregår i England i 1100-tallet og følger en gruppe mennesker under opførelsen af en katedral, der kommer til at strække sig over flere generationer og som symboliserer de ændringer der foregik i England på den tid. Der er kommer en efterfølger, Uendelige verden, som jeg aldrig har fået læst.

Fagbogen jeg har valgt er Nicholas Reeves Bogen om Tutankhamon. Der fortæller historien om Howard Carters fund af barnekongens rigt udstyrede grav i Kongernes dal i Ægypten. Bogen er rigt illustreret med flotte farve fotos af de fantastiske genstande, der var i graven. Før jeg blev elev i en boghandel, var jeg helt sikker på, at jeg skulle studere historie. Jeg har altid været fascineret af ægyptologi. Jeg faktisk blev jeg optaget på Aalborg universitet og skulle have læst historie. Men jeg valgte i stedet en praktisk uddannelse indenfor butiksfaget.

9.) En romantisk bog og en spændingsbog?

Ja, hvad andet kan jeg vælge end Jane Austens Stolthed og fordom, som er min yndlings kærligheds roman og en klassiker. Dejlig klassisk kærligheds roman med humor i.

Som spændingsbog eller thriller vælger jeg Mario Readings Jagten på Nostradamus forsvundne Profetier, som er første del af en trilogi, hvis omdrejningspunkt er Mayaernes berygtede kalender, der jo som bekendt sluttede i 22. december 2012. Jeg læste den i 2013, sammen med et hav af andre spændingsbøger, der omhandlede præcis det samme. Så min begejstring kunne lige på et meget lille sted.

10.) En bog der gør dig glad og en bog der gør dig trist?

Når jeg trænger til at komme ud af en dårlig periode, hvor jeg er ved at gå død i at læse eller hvis jeg bare skal have lidt let at læse, vælger jeg altid at læse en søde og romantisk ungdomsbog, eller også nyder jeg en af Janet Evanovich skønne, sjove og lidt sexede bøger om dusørjægeren Stephanie Plum. De er skrevet i en let og legende tone, der gør mig i godt humør.

Den bog der fornylig har ramt mig lige i hjertet, er Jojo Moyes bog Mig før dig. Den var bare så god og en rigtig tåreperser. Jeg har en tendens til at undgå sørgelige bøger, da jeg synes at jeg har oplevet nok af det i min tid. Så derfor har jeg også længe taget tilløb til, at læse den meget omtalte og nu filmatiserede John Green roman The Fault in our Stars eller en Flænge i himlen dansk. Den skulle helt sikkert også sætte gang i tårekanalerne.

Det var de ti spørgsmål i tagget om bøger med modsætninger. Det er sjovt at lave disse tags, det sværeste, synes jeg, er at begrænse sig, når der nu er så mange bøger jeg gerne vil fortælle om.

søndag den 16. marts 2014

Veronica Roth - Divergent trilogien


Da jeg første gang læste Divergent, faldt jeg med det samme for den fantasiske verden forfatteren har skabt. Trilogien består af bøgerne Divergent, Insurgent og Allegiant

Bogen foregår i et fremtidigt samfund, der er delt op i 5 faktioner, puritanere, sanddru, pacifister, intelligentsia og skytsenglene. Alle er født ind i en faktion, men ved en simulation bliver det fastslået, hvilken faktion man virkelig tilhører, på baggrund af de valg man gør i simulationen.

Det er her vi møder bogens hovedperson Tris. Hun er puritaner, men ved den påkrævede test opdages det, at hun har anlæg for hele tre faktioner, hun er Divergent/ afviger, hvilket er meget usædvanligt og farligt, da alle afvigere bliver dræbt. Hendes resultater bliver skjult og hun vælger, at tilslutte sig faktionen skytsenglene, der er byens kamptropper og det komplet modsatte af puritanerne. Her møder hun Four, der er hendes oplærings instruktør og som får stor betydning for hendes liv.

I Divergent lærer vi kun om de to faktioner puritanerne og skytsenglene, men i de næste to bøger, får
vi som læser også indblik i, hvordan de andre faktioner fungerer og hvordan Tris uden besvær kan sætte sig ind i de andres tankegange og adfærdsmønstre, hun er divergent, en afviger og kan tilpasse sig flere faktioner. Tris som hovedperson, har en meget stærk stemme og man kan nemt følge hende i de valg hun gør.

Men bøgerne handler om så meget mere, men det er svært at skrive om uden at afsløre for meget og ødelægge det for dem der ikke har læst bøgerne. Selve plottet gennem de tre bøger og ikke mindst plot twistene, er overraskende og fantastisk spændende. Ikke mindst slutningen på hele trilogien, gør et meget stort indtryk og jeg synes netop, det er slutningen der gør denne trilogi unik og personerne meget troværdige. Med tanke på den person Tris er og det der driver hende gennem hele trilogien, kunne slutningen ikke have været anderledes. Selv om jeg må indrømme, at min romantiske side var slemt skuffet, så er det en slutningen jeg meget bifalder og forstår.

Meget læseværdig trilogi, jeg kan kun anbefale alle at læse den. Den er virkelig gennemtænkt og anderledes end mange af de andre dystopiske trilogier, der er så moderne i øjeblikket.

fredag den 14. marts 2014

#fredagsbog d. 14. marts 2014.

Ja, som månedens selvvalgte tema foreskriver står den også på krimier denne weekend. Bøgerne er:

Lene Kaaberbøl - Kadaverdoktoren og Det levende kød. De to bøger, der indtil videre er udkommet i serien om Madelaine Karno. Jeg begyndte på Kadaverdoktoren i onsdags, det er en genlæsning, men jeg kan kun huske ganske lidt. Sidst jeg læste den var vist i 2010, da den udkom. Bogen foregår i 1894 i en fransk grænseby og handler om den 20-årige Maddie, der er datter af lægen Albert Karno. Han fungerer som byens retsmediciner og Maddie er meget interesseret i og deltager i hans arbejde, både som retsmediciner og som almindelig læge. Dette er ikke velset og hun bliver tit undervurderet fordi hun er kvinde. Meget fornøjelig læsning indtil videre. Efter sigende skulle forfatteren arbejde på bog nummer tre med titlen Blodets gåde.

Veronica Roth - Allegiant. Ja, jeg er stadig i gang med denne trilogi. Jeg har lige genlæst Insurgent, igen igen, som er bog nummer to og jeg må sige, jeg kan lide den bedre og bedre for hver gang jeg læser den. Jeg har valgt, at købe Allegiant på engelsk i hardback med det engelske blå omslag. Jeg ville ellers rigtig gerne have haft den på dansk, med det orange amerikanske omslag, så den passer til de to andre bøger jeg har. Men den engelske udgave kostede 89,- kr. på www.cdon.com og den danske udgave har jeg ikke kunnet finde til under 500,- kr.! Jamen hvad tænker forlaget dog på?! Det er da himmelråbende dumt, her er en mulighed for at sælge rigtig mange bøger og få mange unge i gang med at læse, især nu da Divergent, den første bog, er kommet som film. Er det mon fordi man som forlag skal skumme fløden fra salget til bibliotekerne? Jeg kan da ikke forestille mig andre, der vil købe bogen til den pris!

God weekend og god læselyst!



mandag den 10. marts 2014

The Big Books tag.

I dette tag skal man gøre rede for, de fem tykkeste bøger man har læst og de to tykkeste bøger, som man ikke har læse. Med hensyn til side antal, har jeg valgt at tage hele molevitten med, personbeskrivelser, stamtræer, kildeangivelser og ordfortegnelser og så videre. Så det side antal der er nævnt, er udtryk for totalt antal sider i bogen.

De fem tykkeste bøger jeg har læst.

5. Stephenie Meyer - Vandrende sjæle ( The Host). 765 Sider. Bogen foregår i en fremtidig verden, hvor menneskenes kroppe bliver overtaget af sjæle, der kommer fra rummet. Sjælen Vandreren, bliver tildelt mennesket Melanies krop. Men Melanie nægter at give slip på sin krop og kæmper imod Vandreren og sjælen kommer undervejs til at sympatisere med Melanie og menneskerne. Kanon god bog, jeg læste bogen på to dage i sommerferien 2013, den var slet ikke til at slippe igen. Jeg synes, jeg har hørt at forfatteren skulle være i gang med en fortsættelse. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad den skulle handle om og jeg synes ikke det lyder som en god ide.


4. Fjodor Dostojevskij - Idioten. 843 sider. Bogen er læst sammen med Læseklubben. Idioten handler
om den naive Fyrst Mysjkin. Han er lige kommet hjem fra et rekreations ophold i Schweiz og bliver via den noget lyssky Rogózjin introduceret i de finere kredse i datidens Rusland og for bogens femme fatal Nastásja.  Han har en meget aparte opførsel og reagerer meget naivt og uskyldsrent på verden. Hans opførsel falder uden for den gængse norm og han anses af hans omgangskreds til at være en ren idiot. En af litteraturens store klassikere.

3. Joyce Carol Oates - Blondine. 896 sider. Historien er en skønlitterær biografi om Marilyn Monroe. Det er en meget barsk og tragisk fortælling om en ung kvinde, der bliver udnyttet af Hollywoods bagmænd og som hele livet leder efter den faderfigur, at støtte sig til, som hun manglede i hendes opvækst. Marilyn ender som bekendt i pille og alkoholmisbrug og dør som 36 årig i en alt for tidlig alder.

2. J.K. Rowling - Harry Potter og Fønixordenen. 924 sider. Den femte bog i
Harry Potter serien. Ministeriet for Magi nægter at tro på Harry når han siger at Voldemort er tilbage og på Hogwarts er Dumbldore blevet fyret og der er kommet ny ledelse under Professor Dolores Nidkjær. Men kampen mod Voldemort fortsætter og nogle af eleverne danner Dumbledors Armé med Harry i spidsen, når nu de voksne ikke vil indse faren.

1. J.R.R Tolkien - Ringens Herre. 1337 sider. Dette er den samlede udgave af Tolkiens 3 bøger i Ringenes Herre serien, Eventyret om ringen, De to tårne og Kongen vender tilbage. Denne udgave er meget flot illustreret af Alan Lee. Bøgerne handler om krigen om, Ringen der hersker over alle ringe. Frodo Sækker har arvet ringen efter Bilbo Sækker (Hobbitten), han får til opgave af troldmanden Gandalf, at holde Ringen skjult for den onde Fyrst Sauron, hvis han får fat på Ringen bliver hans magt ubegrænset. Snart jages Frodo og hans venner af Sauron og De sorte Ryttere gennem landet til Mordor, for at tilintetgøre ringen, ved at kaste den i vulkanen på Dommedagsbjerget, hvor Sauron oprindeligt lavede Ringen, samtidig med at Ringens trolddom begynder at påvirke Frodo. Sådan en tyk bog er meget uhandy og tung at side at bakse med. Hvis jeg på et tidspunkt skal genlæse bøgerne, bliver det helt sikker som individuelle bind.

De to tykkeste bøger jeg ikke har læst.

2. Jung Chang og Jon Halliday - MAO, den ukendte historie. 889 sider. Meget omfattende biografi
skrevet at forfatteren til Vilde svaner og hendes mand Jon Halliday. Alt om Kina har min interesse og da helt sikkert en mand, der har haft så stor betydning for det Kina vi kender i dag. Som med andre af verdens store diktatorer er mit spørgsmål, hvordan kan én mand, gøre så mange mennesker ondt og ødelægge et helt land. Jeg synes især denne biografi vil være interessant, da den er skrevet med en kinesers synspunkt.

1. George R.R. Martin - En dans med drager. 1028 sider. Den femte bog i middelalder fantasy serien En sang om is og ild. Historien foregår i landene Westeros og Essos og handler om store gamle familie dynastier, der slås indbyrdes om magten i landene. Jeg har læst de første to bøger Kampen om tronen og Kongernes kamp, der fantastisk gode bøger og det unikke ved disse bøger er, at alle personer bliver skildret, med gode og dårlige sider. Serien er planlagt til at være på syv bind og forfatteren arbejder på sjette bind i øjeblikket. Den engelske titel er The Winds of Winther.

Confessions of a Teenage Hermaphrodite.

Lianne Simon - Confessions of a Teenage Hermaphrodite. Bogen handler om Jamie/ Jamerson, der er født med en testikel og en æggestok. Lægen konkluderede ved fødslen, at det er en dreng, det står på dåbsattesten og forældrene vælger at opdraget barnet som en dreng, selv om barnet både i væremåde og påklædning giver tydelige indikationer på, at føle og opfatte sig selv, som en pige.

Jeg var lidt skuffet over, at det ikke er en virkelig fortælling og der var flere ting, som jeg havde lidt problemer med og som jeg synes gjorde historien meget utroværdig. Jeg synes blandt andet, at det var meget usandsynligt, at Jamerson hele tiden ser sig selv/ Elver prinsessen  i spejle og vinduer, jeg ved godt, at det er et symbol på den pige, hun altid har været, men det var helt overdrevet, at hun havde mulighed for at spejle sig så ofte og det blev et stort irritationsmoment hen ad vejen.

En anden ting som jeg heller ikke kunne få til at passe, er Jamies alder, hun er 16 år i starten af bogen og slutter med at være 18 år, men flere steder opfører hun sig som et lille barn, der hopper op og ned af glæde og virker meget uselvstændig, og det hænger slet ikke sammen med, at hun til sidst i bogen, som 18 årig, bliver gift og adopterer ikke ét men hele to små forældreløse børn. Det kan vist ikke lade sig gøre i den virkelige verden, når hun har haft så turbulent og psykisk ustabilt liv og virker utrolig umoden.

Angående Jamies første kæreste, synes jeg det var en anelse mistænkeligt og frastødende, at en ung mand på 19 år, indleder et forhold til en pige, han i starten tror kun er 12 år.

På trods af alle disse aber dabei, synes jeg det er en bog, der prøver at sætte fokus på, ikke kun det pres, den frustration og omverdenens reaktion på personer født som intersex individer. Men også forældrenes dilemma omkring opdragelse og forståelse af personen.

fredag den 7. marts 2014

#Fredagsbog d. 7. marts 2014.

Endelig en nogenlunde stille weekend, med masser mulighed for at læse. Læseklubben kommer søndag aften, for at snakke om Ib Michaels Himlen brændte, som jeg blev færdig med her i ugen. Jeg skal lige have skimmet den igennem igen lørdag aften, men ellers er der dømt action i weekendens bøger:

Lindsey Davis - Tyv over tyv. Det er en krimi, der foregår i det antikke Rom, jeg startede på den i torsdags og den er meget interessant at læse. Desværre er det nummer 7 i en serie om Marcus Didius Falco og den eneste, der er oversat til dansk. Det kunne have været sjovt, at starte fra begyndelsen, men den læses nu også fint som enkelt stående bog.

Jefferey Deaver - Carte Blanche. En James Bond spændingsroman.

Jeg har ikke læst nogen af de oprindelige James Bond bøger, skrevet af Ian Fleming. Men jeg har set filmene utallige gange. Derfor er det lidt svært for mig, at vænne mig til, at læse om Agent 007.

Hvis jeg bliver færdig med disse to, begynder jeg på Veronica Roths Allegiant, for endelig at få afsluttet Divergent trilogien.

God weekend og god læselyst!