søndag den 7. december 2014

Bøger læst i uge 49-2014

Denne uge har været en fantastisk læseuge. Jeg har afsluttet fem bøger og lyttet en færdig. De har alle hver og en givet rigtig gode læse eller lytte oplevelser.
 
Den meget barske "Perler på en snor" af Mette Bluhme og den eventyrlige "Den Fredløse" af C. Evytt har jeg lavet separate indlæg om.
 
 
Sven Nordquist - Nissemaskinen. En sød og hjertevarm fortælling om manden Peddersen, der så gerne vil glæde sin søde lille snaksagelige kat Findus, hvis eneste ønske er, at julenissen vil komme juleaften og Peddersens store arbejde og opfindsomhed for at opfylde Findus ønske.

Både børnene og jeg selv elsker historierne om Peddersen og Findus. Den sindige gamle Peddersen og hans til tider noget uartige kat. Der på mange måder opfører sig og stiller de samme spørgsmål, som friske og videbegærlige børn nu engang gør og det kan børnene faktisk godt selv se det sjove i.

5/5 stjerner.

Elizabeth Gaskell - North and South. Lyttet til som lydbog købt på Itunes. Det var en rigtig god indspilning. Oplæseren gjorde et godt arbejde uden, at der var noget at udsætte på det.

Denne skønne victorianske roman er skrevet i samme poetiske stil som Jane Austens bøger og på mange punkter minder den meget om "Stolthed og fordom". Dog er der intet let og humoristisk over personerne og problematikken stikker noget dybere end i Austens bøger.

I bogen følger vi den unge kvinde Margaret Hale. Da hendes far der er præst, begynder at tvivle på sin tro, forlader Margarete det sydlige England sammen med sin mor og far og bosætter sig i det nordlige England i en by kaldet Milton.

Kontrasten fra det det frie liv på landet og tekstilindustriens fremdrift i byen er stor og Margaret oplevet som udefrakommende det store skel mellem fabriksejerne og deres arbejdere. I Milton møder hun den unge, nyrige John Thornton, der ejer en stor tekstilfabrik. De to kommer noget kun skævt ind på hinanden og der er mange forviklinger og misforståelser undervejs.

Jeg kunne rigtig godt lide Margaret som hovedperson, hun er stærk og har empati for sine medmennesker og selv om hun har sine fejl, overvinder hun næsten det umulige. Det er en umådelig godt fortalt kærlighedshistorie.

4/5 stjerner.

Sabrina Mose - Rejsen til Julemandens værksted. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget mellemgaard.

Bogen handler om den lille nisse Filur, som bliver hidkaldt af Julemanden via et brev og han må straks af sted på den farefulde færd.

Jeg må sige, at jeg nøde denne julekalenderhistorie i fulde drag. Det var en ren fornøjelse, at læse den velformulerede tekst, fyldt med ekstraordinære vendinger og sprog på et højere plan end man normalt møder i en højtlæsningsbog. Med det høje lixtal er den helt bestemt en bog for de lidt større børn og voksne, som mig, med barnlige sjæle.

Nogle steder kom historien lidt for langt væk fra juletemaet efter min smag, men dette moderne fantasyinspirerede juleeventyr var helt bestemt meget underholdende.

4/5 stjerner.

Jussi Adler-Olsen - Den grænseløse. Det var en sjov oplevelse, at læse denne bog, som både foregår på Bornholm, hvor jeg er vokset op og med en afstikker til Brønderslev, hvor jeg også har boet en del år. Så det var da sjovt at læse om steder jeg kender ret godt.

Efter seks bind, er vi kommet til, at kende personerne Carl, Assad og Rosa særdeles godt. Gordon kunne jeg faktisk ikke huske hvordan han kom med på teamet og jeg synes han var meget anonym. Jeg elsker dynamikken i afdelingen, deres småskænderier og hvordan de for hver bog kommer tættere på hinanden. Og helt sikkert også hvordan de synes, at kunne rumme og give plads til hinandens særheder og forskellige personligheder. Jeg glæder mig til i de sidste fire bøger, at komme længere ind under huden på hver enkelt og få svar på mange af de hemmeligheder der hentydes til hele tiden.

Forfatteren er en formidabel historiefortæller og han krydrer historien med en dejlig tør humor, der gør personerne nemme at holde af. Historien var denne gang utroligt sindrigt og en anelse forudsigelig bygget op, men kunne alligevel overraske mig med sin slutning.

3/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Det lyder som om, du har haft en rigtig god læseuge. Du har da i hvert fald fået læst en del - og at det så samtidig har været nogle gode bøger, gør det jo bare endnu bedre! :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Bestemt en helt fantastisk læseuge og det har været så hyggeligt med julebøgerne :)

      Slet