onsdag den 12. november 2014

Peter Madsen - Eventyrbogen.

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda.

Denne bog med 25 flot illustrerede eventyr er et helt klart hit her i huset. Jeg har nu læst alle eventyrene fra ende til anden, højt for mine børn. Det har primært været mine mindste børn på 5 og 8 år, der har været modtager, men de to store børn har også lejlighedsvis lyttet med. Selv om vi nu har læst alle eventyrene, er vi slet ikke færdige med bogen endnu. Eventyrene vil helt sikkert blive genlæst igen og igen.

Eventyrene er fortalt i et nutidigt sprog, der har gjort teksten lettere at læse og mere tilgængelig for børnene. Bogen indeholder både korte og lange eventyr, så man altid lige kan nå et lille kort eventyr mere inden sengetid.

Bogen indeholder kendte eventyr som "Askepot" og "Rødhætte", samt, for mig, mere ukendte historier som "Prinsessen på glasbjerget" og "Lykkebarnet".

Peter Madsen er måske bedst kendt, som forfatter og illustrator bag Valhalla tegneserierne og hans flotte og farverige tegninger dominerer også "Eventyrbogen" og giver læseoplevelsen en dimension mere. Som min datter sagde "Han er virkelig god til, at tegne farlige trolde, så de ikke er så farlige alligevel". Det ville være en perfekt barsels- eller dåbsgave.

5/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Den bog lyder altså simpelthen bare så fantastisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den også, den er ren hygge :)

      Slet