mandag den 24. november 2014

Bøger læst i uge 47-2014.

 
Jeg har læst og afsluttet fire bøger sidste uge. Den ene var en genlæsning og "Den kulsorte Protokol" og de to andre bøger i "Bøger fra Begyndelsen"-trilogien har jeg lavet et separat indlæg om.
 
Jojo Moyes - En plus en. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Rosinante&Co. Den er læst sammen med min nye læsegruppe i Hjørring. Vi mødtes i weekenden og det var rigtig hyggeligt. Det føles som om vi helt er på bølgelængde med hinanden. Så jeg glæder mig til vi skal mødes igen i januar.

Jeg har genlæst bogen i løbet af ugen, det er derfor den både er med sidste uge og denne uge.

I "En plus en" mødes Jess og Ed, der begge har en del at slås med, under usædvanlige omstændigheder. Jess slås med store økonomiske problemer og i det hele taget med at få hverdagen til at hænge sammen for hendes datter og papsøn. Ed er på kant med loven og står overfor at miste hele sin formue og måske ende i fængsel. På en begivenhedsrig road-trip til Skotland udvikler der sig stærke følelser mellem de to, men kan kærlighed overvinde alle problemer?

Det er en virkelig dejlig og nem bog at læse, med en skøn historie. Forfatteren sætter fokus på mange seriøse problemstillinger, som vi alle kan forholde os til, afløst af sjove falde-på-halen indfald. Jeg både grinede og havde en lille klump i halsen hen mod slutningen.

Forfatteren har en formidabel evne til, at skrive små sætninger, der med ganske få ord fortæller en hel verden om den enkelte person. Bogen er fortalt fra alle personernes synspunkt, hvilket jeg normalt ikke er så begejstret for, men det fungerede rigtig godt her og hjalp til med at gøre historien til en helhed og gav læseren indblik i alle personernes tankegang.

4/5 stjerner.

Elna Breinholt - Sjælens hjem - Assisi. Det er min gode venindes mor, der har udgivet denne bog og det var den dominerende grund til, at jeg valgte at læse denne bog, selv om den ligger langt uden for min comfort zone.

I bogen fortæller forfatteren meget åbent og ærligt, om den personlige udvikling og spirituelle rejse, som hun har gennemlevet siden hun tog springet og rejste til Assisi. I første omgang for en kortere periode, men senere for at bosætte sig permanent i byen.

Fortællerstilen er kalejdoskopisk, med en blanding af livsændrende oplevelser, arbejdsrelaterede afsnit ( forfatteren er Ikon-maler ), beskrivelser af drømme og uddrag fra e-mails skrevet til venner og familie. Jeg synes bogen springer noget rundt i tid og nogle gange virker det der bliver skrevet meget indforstået.

Som sagt ligger det religiøse og det spirituelle med åbenbaringer og mentale forbindelser til helgener langt uden for, hvad jeg personligt kan forholde mig til. Derfor er det meget grænseoverskridende og udfordrende for mig at læse om, hvordan forfatteren lader sit liv styre af, hvad hun udlægger som indflydelse fra højere magter eller ånder.

En ting hun nævner i bogen har dog hængt ved i mine tanker og det er det med, at være i stand til at give, men ikke modtage. Det kender jeg alt til, jeg er selv rigtig dårlig til at modtage komplimenter, hjælp og velmenende gestusser og jeg vil arbejde på at blive bedre til at modtage og måske ligefrem bede om hjælp.

Men på trods af eller måske mere på grund af, at indholdet ligger så langt udenfor hvad jeg normalt læser om, synes jeg alligevel det var vigtigt for mig, at læse den og udfordre mig selv lidt.

3/5 stjerner.

Michael Vinther-Madsen - Slangestenen. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Selv om jeg falder helt uden for målgruppen, der er de 10-12 årige, synes jeg det var en rigtig god og sammenhængende fantasybog med et spændende plot.

Bogen handler om drengen Tosh, der er vild med krybdyr og især interesserer han sig for slanger. Hans far er også krybdyrs ekspert og forældrene er skilt. En dag da Tosh er ude for at finde hugorme, fanger han i stedet en mærkelig hvid slange. Hverken hans far eller han selv kan finde ud af, hvad det er for en slange og han ligger et billede op på nettet af den. Pludselig er Tosh en jaget mand, for der er åbenbart mange, der vil have fingre i den hvide slange. Både mærkelige formskiftende væsner og to ikke helt almindelige folkeslag med specielle evner, der kommer fra en magisk verden.

I historien var der et fint samspil mellem den virkelige nutidige verden og den magiske verden. De to verdener var flettet sammen på en meget logisk og troværdig måde. Jeg grinede meget af det med, at hvis der står Jehovas Vidner går folk langt uden om stedet. Jeg kunne rigtig godt lide historiens slange tema, samt at hvert kapitel startede med et lille afsnit med diverse interessante facts om krybdyr og slanger.

Jeg blev faktisk lidt nysgerrig efter at vide mere om den magiske verden ai jenerne og Norwangerne kommer fra og hvordan de to folk lever sammen i den verden.

Da jeg var færdig med bogen sørgede min søn på tolv for, at bogen fandt vej til hans reol med det samme, fordi han synes den lød som noget for ham. Så "Slangestenen" er et rigtig godt bud på en bog til drenge på den alder.

3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar