søndag den 28. september 2014

Bøger læst i uge 39-2014.

I den forløbende uge har det været "Banned Books Week". Det er American Library Association, der står bag denne årligt tilbagevendende begivenhed, der skal skabe opmærksomhed omkring det, at der stadig den dag i dag er mennesker, der bliver forhindret i at læse bestemte bøger. På listen over bøger, der har været forbudt i områder af USA er blandt andet Harry Potter og Hunger Games.

Selv om det var meningen, har jeg intet fået gjort i forbindelse med denne uge. Jeg havde tænkt mig, at læse nogen af de bøger, der har været forbudt i Danmark. "Haabeløse slægter" af Herman Bang, "En gæst" af Soya og "Katamaranen" af Bent Haller. Men tiden løb fra mig og jeg fik desværre ikke gjort noget ved det. Forhåbentlig er jeg bedre forberedt næste år.

Jeg er i øjeblikket i gang med to lidt tykkere bøger. Det tager selvfølgelig lidt længere tid, at færdig gøre dem og jeg har derfor kun én enkelt bog at vise denne uge.

Jane Austen - Northanger Abbey. Bogen er lyttet til som lydbog og købt på Itunes. Jeg nyder virkelig, at læse Jane Austens meget humoristiske og ironiske fortællinger. Denne bog er skrevet tideligt i forfatterskabet, men først udgivet langt senere. Det er en sød og dejlig humoristisk historie, der giver et godt billede af den tid den er skrevet i.

"Norhanger Abbey" handler om den lidt naive og godtroende Cathrine, der kommer fra mindre gode kår. Forfatteren præsenterer hende selv som en antiheltinde. Hun bliver af mere velhavende naboer taget med til kurbyen Bath. 

Hun  har ikke stor erfaring med mennesker og baserer alt på, hvad hun har læst i datidens meget populære romaner. Ann Ratchliffs " The Mysteriers of Udolpho", der var en af tidens allerstørste bestsellere, er nævnt flere gange. Bogen hører til genren gotiske romaner eller rædselsromaner, som var en af forløberne for nutidens kriminalromaner.

Bogen er skrevet med en mere dominerende og ledende fortællerstemme end de andre af de Jane Austen bøger jeg har læst. I dem er det mere personerne, der kommer frem med meningerne. Det gav et andet og mere personligt forhold til forfatteren. Jeg er blandt andet vild med den måde hun karakteriserer bogens personer. Jeg kunne rigtig godt lide Cathrine som hovedperson, hun blev stærkere og klogere i løbet af bogen.

Selve lydbogen var lidt kedeligt læst op, men heldigvis var selve historien så god, at jeg stadig kunne holde fokus og ikke mistede interessen.

4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar