søndag den 7. september 2014

Bøger læst i uge 36-2014.

 
J.R.R. Tolkien - Kongen vender tilbage. Lyttet til som lydbog. Den sidste bog i "Ringenes herre"-trilogien. Jeg er stadig lige begejstret for Tolkiens fantastisk opbygget fantasyverden, med orker, dværge og hobbitter.

Hver gang jeg læser bøger eller som denne gang lytter til dem, bliver jeg taget med på en fantastisk rejse gennem denne utrolige eventyrverden og hver gang er jeg lige bjergtaget over bøgernes dybde og det arbejde forfatteren har lagt i historien.

Det er en trilogi, jeg vil læse/lytte til igen og igen.

Lila Abu-Lughod - Veiled Sentiments: Honor and Poetry in a Bedouin Society. Oprindelig er det skrevet som en antropolog doktorgrads afhandling ( jeg er ikke helt inde i den rigtige universitets terminologi, men I forstår?).

Forfatteren har som en del af researchen til afhandlingen, tilbragt tæt på 2 år i et moderne Beduin-samfund (1978- 1980). Her er ingen kamelkaravane og nomade romantik. Nutidens Beduin-stammer lever i huse i små landsbysamfund og ernærer sig ved husdyrhold og ulovligheder som blandt andet smugleri. Strukturen i stammen er dog stort set uændret af tiden og der hersker forhold som på det gamle testamentes tid. Der er strengt hierarki, de ældste bestemmer over de yngre og mændene over kvinderne.

På trods af eller måske mere på grund af disse strenge stammestrukturer, er der i samfundene opstået en form for digtekunst, som individer kan benytte til, at udtrykke følelser der ellers er strengt tabu. Så digtning bliver et frirum og en måde at ytre sig på uden, at komme på kant med stammens love og regler.

Det tog sin tid at komme igennem denne bog. Jeg er ikke i tvivl om, at den sikkert er skrevet rigtig godt, men for mig var den møg svær at læse. Der var mange lag af viden om stammernes familieopbygning og samfundsstruktur og det var ikke det hele der var lige forståeligt eller spændende. Min indre næsten ikke eksisterende feminist, var meget stærk provokeret over kvindernes liv og generelle leveforhold. Jeg var  meget imponeret over forfatterens evne til bare at iagttage, uden at dømme eller fordømme, det hun oplevede.

Bogen er sindssyg interessant og giver mig som læser, mulighed for at få indblik i en verden, jeg ellers ikke ville komme i nærheden af.

Signe Langtved Pallisgaard - Et andet sted. Bogen er læst sammen med  min læseklub og vi skal til arrangement med forfatteren på et senere tidspunkt. Det er forfatterens debut roman. Det var en fin lille historie, skrevet med et smukt billedsprog.

Bogen handler om Anna, der føler sig distanceret fra sit eget liv. Hun har aldrig haft et tæt forhold til forældrene og i forholdet til manden og datteren er hun nærmest bare tilskuer. Da hun møder en gammel "kæreste" kaster hun sig hovedkulds ud i et forhold til ham.

Jeg var meget betaget af det rigtig smukke sprog forfatteren bruger til at fortælle Annas historie. Bogen er skrevet med en overflod af billedlige sammenligninger. Der var mange sætninger og vendinger, jeg stoppede op ved eller vendte tilbage til og læste igen, fordi det var så smukt formuleret eller fordi de lige satte ord på en følelse, en oplevelse eller en stemning.

Selve fortællingen synes jeg, blev lidt væk i alle de smukke sætninger. Jeg havde ofte svært ved at orientere mig, da tid og sted, kunne skifte midt i en sætning. For mig var der heller ingen stor åbenbaring eller overraskelse til sidste, da handlingen lige fra starten blev antydet i små bidder og jeg desværre allerede i starten, i grovetræk havde gættet, indholdet af den store afsløring til sidst.

4/5 stjerner.

I ugen der er gået har jeg også læst Christina Bondes "Nattens sanger"-trilogi, som jeg har lavet et separat indlæg om.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar