søndag den 10. august 2014

Bøger læst i uge 32-2014.

Henrik Lange - 90 romaner i en fart. Bogen er købt for 15 ,- kr. på  cdon.coms sommerudsalg. Det er en sjov lille bog, der på fire tegninger giver et humoristisk og satirisk resumé af 90 kendte og klassiske romaner.

Jeg ville nok have følt mig snydt, hvis jeg havde givet meget mere end de 15,- kr. bogen kostede, for der er jo ingenting i den. Den er læst på en halv time max.

Men den er bestemt sjovt, at have liggende og helt sikkert den perfekte lokumsbog. Bogen fås også på engelsk og der er både en bog om 99 tv-serier i en fart og 99 klassiske film i en fart.

Dan Wells - Partials, Fragments og Ruins. Post-apokalyptisk science fiction trilogi. Bøgerne er købt på The Book Depository.

I en ikke så fjern fremtid, er der kun ca. 35.ooo overlevende mennesker og ca. en halv million kunstigt fremstillede supermennesker, kaldet Partials, tilbage på jorden. På grund af RM virussen, der kommer fra Partials, har der i et årti ikke overlevet et eneste spædbarn og hovedpersonen Kira Walker tager på et desperat togt ind i fjendens lejr for at finde en vaccine mod virussen.

Jeg synes det er en knald god historie og den er fortalt på en super god, sammenhængende og forståelig måde. Jeg blev virkelig fanget ind af denne fortælling om en fremtidig uddødende menneskehed. De dilemmaer og forhindringer hovedpersonen står over for virker meget gennemtænkte og troværdige. Bøgerne stiller mange etiske og filosofiske spørgsmål om menneskers natur, overlevelse og hvordan man opnår det man ønsker.

Personerne var nemme at følge og hovedpersonen er især nem at holde af og med. Dog synes jeg der i den sidste bog blev lidt for mange synsvinkler at følge, der resulterede i, at man som læser skulle holde rede på rigtig mange røde tråde i fortællingen. På grund af de mange grene fortællingen bevægede sig ad, føltes det også som om slutningen blev meget forhastet og ikke alle røde tråde blev samlet lige elegant.

Som med mange andre YA-fantasy bøger, har jeg det lidt svært med, at hovedpersonernes opfører sig, handler og har viden som meget ældre personer. Hovedpersonen i denne trilogi har allerede som 16-årig, arbejdet et år som mediciner på en fødeafdeling og hun løser lægevidenskabelige problemer, som voksne læger og videnskabsmænd i mange år ikke har kunnet løse. Jeg må indrømme at i mit hoved, forestiller jeg mig at personerne er i midten af 30erne.

Men når man ser bort fra disse ting, er det en underholdende og utrolig godt skrevet trilogi, som jeg kun kan anbefale.

Hele serien får 4/5 stjerner.

2 kommentarer:

  1. Det er altid godt med lokumsbøger :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha ha, ja det var lige det eneste jeg kunne komme på, at den ville være god til, jeg prøver altid at se på de positive sider :)

      Slet