lørdag den 30. august 2014

Læseliste september 2014.

Jeg er virkelig glad for min nye måde at lave månedens læseliste på. Mellem 6 og 7 planlagte bøger på en måned, er et rimmeligt overskueligt antal. Så har jeg meget mere frihed til, at lade lysten styre hvad jeg vælger at læse der ud over.
 
 
Bøgerne på september læselisten er:

Månedens tykke bog: Haruku Murakami - Trækopfuglens krønike. Bogen har jeg fået forærende af min søster. Af samme forfatter har jeg læst trilogien "1Q84" og jeg har lyttet til "Kafka på stranden" som lydbog.

Jeg er vild med Murakamis skrivestil, han formår at slå krølle på min hjerne, som ingen anden forfatter har gjort før. Det han skriver er for mig bogstavelig talt mind blowing. Jeg ved aldrig hvor hans fortællinger fører mig hen og det er helt befriende og lidt skræmmende, at slippe kontrollen engang imellem og lade al fornuft og logik fare, for bare at flyde med historien.

Månedens serie/trilogi: Christina Bonde - Besat, Skæbne og Følelse. Bøgerne er også kendt som "Nattens sanger"-trilogien.

Historien handler om den 23-årige Victoria, hvis liv er mærket af et meget voldeligt overfald begået af hendes eks-kæreste. Hun stoler ikke længere på kærligheden, men så møder hun den mystiske Lucas.

Månedens klassiker: Jane Austen - Emma. Efter "Stolthed og fordom" er "Emma" min helt klare Austen favorit bog. Jeg ejer en meget gammel, gulnet og slidt bogklubudgave af bogen, der er ved at falde fra hinanden. Så da Bechs Forlag, var så søde at sende mig et eksemplar af bogen, var det en super god lejlighed til, at genlæse bogen som denne måneds klassiker.

Månedens krimi: Michael Katz Krefeld - Afsporet. Denne spændingsroman er anbefalet af en af medlemmerne i min læseklub. Hun læser mange krimier og er helt sikkert Læseklubbens krimi connaisseur.

I Læseklubben har vi sammen læst " Protokollen" der er første bog i forfatterens spændingsserie om  PET chef Nikolaj Storm og vicekriminalkommissær Katrine Bergman. Jeg har så selv læst efterfølgeren "Sort sne falder" og begge bøger var rigtig gode og underholdende.

"Afsporet" hører ikke med til den serie, men er en selvstændig krimi. Jeg er allerede afskrækket af gasmasken og blodet på den hvide flisevæg. Så det skal nok blive godt.

Månedens non-fiktion: Anna Funder -Stasiland. Bogen er købt på Saxo.coms lagersalg. Hvor jeg gennem tiden har gjort mange spændende og billige fund.

Jeg nyder ikke kun at læse ungdoms og fantasy bøger. Jeg kan i høj grad og så lide at læse historiske bøger og bøger om mennesker der lever eller har levet under andre forhold end jeg selv kender til.

Menneskets psyke interessere mig meget og især hvad der driver folk til at handle, som de nu engang gør i specifikke situationer. Derfor synes jeg denne bog så meget spændende ud.

Bogen er som det fremgår af forsiden, historier fra Østberlin i tiden før muren faldt og under sikkerhedspolitiet Stasis rædselsregime. I bogen fortælles historier om overvågning, frygt, og forræderi, mellem fremmede, naboer og familiemedlemmer.

fredag den 29. august 2014

#fredagsbog d. 29. august 2014.

Denne weekend læser/ genlæser jeg Laura Ingalls Wilders dejlige "Det lille hus på prærien"-børnebogsserie om livet som nybygger i USA i slutningen af 1800-tallet.

 
Da jeg var barn læste min mor bøgerne højt for min søster og jeg. Selv har jeg og så læst dem højt for mine egne børn. Jeg er dog aldrig kommet længere i serien end til bog nummer tre. Hvilket jeg synes var en skam. Derfor var det nu på tide at få læst hele serien.

Bøgerne er rigtig godt skrevet, med mange detaljerede beskrivelser af landets flora og fauna og jeg synes det er rigtig spændende, at læse om det til tider meget hårde liv som nybygger i det vestlige USA. Det er fascinerende, at læse om, hvor hurtig prærien blev koloniseret og hvad jernbanen kom til at betyde for livet på prærien. De levede et meget barsk og arbejdsomt liv, hvor alle naturens ressourcer, skulle udnyttes til fulde for at kunne overleve.

I november i år udkommer der en ny selvbiografisk bog skrevet af Laura Ingalls Wilder, der hedder "Pioneer Girl", der helt bestemt ikke er for børn. Der er flere barske episoder, som forfatteren ikke selv synes passede i en børnebog og tingene er måske knapt så lyserøde, især bliver faderen Charles Ingalls ikke helt så romantiseret som i serien. Den må jeg simpelthen også læse, når eller hvis den bliver oversat til dansk.

Da jeg skulle finde bøgerne frem opdagede jeg, at jeg kun har bøgerne indtil nummer otte og altså mangler bog nummer ni "De første fire år". Jeg er ked af at skulle ud og købe den i indbunden udgave, når jeg har alle de andre i hæftet. Så jeg må være tålmodig og prøve at søge efter den antikvarisk.

God weekend og god læselyst!

tirsdag den 26. august 2014

#Sortsuperego 3.

Pigerne fra Sort tale og Mit superego har denne gang trukket udfordringen Anbefal en undervurderet bog. Det synes jeg har været rigtig svært.

Havde jeg skulle skrive dette indlæg for halvandet år siden, havde jeg nok skrevet om "Orange is the New Black" af Piper Kerman. Da jeg læste den i marts sidste år, havde jeg intet hørt om bogen. Der var ingen omtale af den nogen steder og den var ikke engang registreret på Goodreads. Jeg faldt over den på Amazon ved et tilfælde og synes den lød sindssygt spændende. I dag er der nok ingen der ikke har hørt om den på grund af tv-serien af samme navn. Sådan ændres en bogs popularitet med et enkelt slag.

Det kan også være modsat, at en bog er vildt omtalt og populær lige når den udkommer, men at det ikke rigtig hænger ved.

Bøgerne jeg gerne vil anbefale er Noah Gordons Familien Cole trilogien, der består af bøgerne Helbrederen, Shamanen og En kvindes valg. Bøgerne var meget populære da de udkom i slutningen af 1990erne og var på alle de europæiske bestseller lister, men er nu nogle af de bøger der er gledet lidt ud i glemslen.

I trilogien følger vi medlemmer af familien Cole gennem tre generationer, fra år 1020 og frem til i dag. Det er en spændende fortælling om lægevidenskabens udvikling gennem tiderne, med et lille twist. De familiemedlemmer bøgerne handler om, har nemlig evnen til at se om en person skal dø, bare ved at berøre dem. Jeg elsker historiske romaner og i trilogien følger vi personerne gennem mange historiske brandpunkter. Det var virkelig en godt fortalt familie saga.

På Wikipidia kunne jeg se at der er lavet en tysk filmatisering af den første bog fra 2013, med Ben Kingsley ( ham der spillede Gandhi ) i en af rollerne. Jeg tror ikke den er blevet en særlig stor succes, jeg har i hvert fald ikke hørt om den før.

Jeg ejer desværre ikke den sidste bog i serien, men det var også den jeg brød mig mindst om. Det der tiltrak mig ved de to første bøger er helt klart det historiske aspekt. Men da det er noget tid siden bøgerne udkom, kunne det være spændende at genlæse dem alle og især den sidste, for at se hvordan verdenen har ændret sig eller måske ikke har ændret sig på de små 25 år siden bøgerne udkom.

søndag den 24. august 2014

Bøger læst i uge 34-2014.

Som nogen måske har lagt mærke til, er andet bind om "Don Quixote" taget af min læseliste. Efter at have kæmpet mig igennem det første bind, gik jeg helt i stå. Jeg blev så træt af, at læse om Ridderen af den bedrøvelige skikkelse og hans tumpede væbner og måden historien blev fortalt på, irriterede mig grænseløst. Jeg kunne mærke, at det påvirkede min læselyst meget og jeg har derfor valgt at lægge bogen væk for nu.  

Vi har haft lidt travlt på gården denne uge, så det har primært været lydbøger jeg har haft tid til. Jeg har lyttet til:
 
Kerstin Gier - Rubinrot, Saphirblau og Smaragdgrün. De tre bøger i Der Edelstein trilogie, med undertitlen "Liebe geht durch alle Zeiten". Bøgerne er som fremgår lyttet til på tysk og det er gået Fabelhaft. Overordnet synes jeg det var en god og underholdende trilogi.

Bøgerne handler om den 16-årige Gwendolyn, der pludselig finder ud af at hun og ikke hendes kusine Charlotte, er den der har arvet familiens tidsrejsegen. Nu er problemet bare at Charlotte hele sit liv, har modtaget undervisning i dans, historie og almen omgangstone i forgangne tidsaldre, for at kunne begå sig ordentlig på tidrejserne og denne undervisning har Gwendolyn ikke modtaget.

Jeg kan rigtig godt lide hovedpersonen Gwenny. Hun er sjov, laver dumheder og jeg tænkte med det samme, endelig en 16-årig, der opfører sig som en teenager og ikke som en på 30 år. Figuren Xemerius, var også utrolig sød og likeable og fik mig gentagende gange til at trække på smile båndet.

De første to bøger føles ekstremt korte, lydbøgerne er begge på lidt over 4 timer. Hvilket ikke er ret meget. ( Til sammenligning er The Fault in Our Stars/ En flænge i himlen på lidt over 7 timer ).

Den sidste bog "Smaragdgrün"  er på over 6 timer og jeg må indrømme at den blev lidt langtrukken. Måske skyldes det forståelses problemer, men på trods af bogens længde, sad jeg tilbage med en del ubesvarede spørgsmål.

Det var lidt spøjst at lytte til en tysk lydbog oprindelig skrevet på tysk, af en tysk forfatter, hvor alle personerne har engelske navne og det hele foregår i London. Selv om jeg synes oplæseren havde en lidt speciel stemme til at starte med, var lydbogen godt fremført med forskellige stemmer, der gav personerne karakter.

Hele serien får 3/5 stjerner.

fredag den 22. august 2014

Lækkerier i postkassen.

Den seneste måned har der været rigtig mange indlæg fra bogbloggere om Christina Bondes "Nattens Sanger" trilogi og jeg må sige at de indlæg, gjorde mig ekstremt nysgerrig efter at læse bøgerne.

Min nysgerrighed skyldes til dels de meget høje ratings og al den meget ros bøgerne har fået i anmeldelserne, men også det faktum at det er en vampyr trilogi, der foregår i Danmark. Det lyder utrolig spændende.

Derfor blev jeg rigtig glad og overrasket, da jeg fik en e-mail fra forfatterinden i egen person, der spurgte om jeg havde lyst til at læse bøgerne.

På trods af de mange ulæste serier, jeg lige har lavet et indlæg om, kunne jeg bare ikke sige nej, til sådan et fantastisk tilbud.

I dag leverede posten så de tre omtalte bøger i min postkasse, fint pakket ind og dekoreret med bling bling og sløjfe og nu ligger de bare og venter på at blive læst.

Christina Bonde har i øjeblikket en konkurrence kørende på Facebook siden "Nattens sanger", hvor der indtil den 1. oktober er mulighed for at vinde alle tre bøger i trilogien.

#fredagsbog d. 22. august 2014.

Vores stationære computer gik kaput i går aftes og skal nu sendes til vores lokale computer troldmand. Derfor har jeg måttet låne min datters bærbare ( som oprindelig vist nok var min), der af uvise årsager ikke kan uploade fotos til blogspot, så derfor er billedet lånt fra internettet.

Bogen jeg læser denne weekend er:

Lisa See - Pigerne fra Shanghai. Jeg har læst ca. 70 sider i bogen og har en umiskendlig fornemmelse af at jeg har læst bogen før. Jeg har gennemsøgt mine hylder og jeg har ( gudskelov) ikke købt en bog jeg allerede ejer. Men om jeg engang har lånt den på biblioteket eller bare læst en bog, der måske minder om den, har jeg ikke kunnet finde ud af.

Bogen handler om to søstre, der bor i Shanghai, hvor de lever det søde liv tæt på den internationale enklave og det franske koncessions område , hvor grænserne for den strenge kinesiske opdragelse er megt flydende.

Pigerne er forkælede og gør præcis hvad der passer dem, indtil en dag hvor faderen kommer hjem og siger at de skal giftes med to mænd fra USA. Faderen har spillet alle deres penge op og dette falder sammen med japanernes okkupation af Kina, så nu bliver der vendt op og ned på deres liv.

Jeg er meget interesseret i kinesisk litteratur og historie. Jeg
 har rigtig mange bøger om landet og bøger skrevet af kinesiske forfattere. Jeg har selv som 21 årig, rejst rundt i et par måneder med rygsæk i Kina og har også været i Shanghai. Det er altid spændende at læse om steder man selv har oplevet.

God weekend og god læselyst!

torsdag den 21. august 2014

Bogkøb i august 2014. ( Anden del).

Det er anden gang jeg uploader dette indlæg. Første gang var ein fehler fra min side og inden jeg opdagede det, havde det halvfærdige indlæg været offentlig et par timer.
 
Men nu er alles so wie so in ordnung igen. (Hold da op, de tyske lydbøger får de tyske gloser til at springe frem fra glemslen). Der mangler lige et foto af digtsamlingen. Min mand har taget kameraet med ud og fotografere en stor tallerkenharve han har lånt af naboen...! Så det foto kommer senere ( altså af bogen, ikke tallerkenharven).
 

For at få min læselyst op at køre igen, efter at den har været helt i bund af at læse "Don Quixote", har jeg investeret i nogle søde og letlæselige ungdomsbøger, lige til at flyve igennem. Jeg har også været så heldig, at få tilsendt et par bøger fra nogle forlag, hvilket jeg er meget taknemlig for.
 
De købte bøger er:
 
Diane Setterfield - The Thirteenth Tale. Bogen har længe været på min ønskeliste. Den handler om en ung forfatterinde, der bliver ansat til at skrive en anden meget berømt forfatterindes biografi. Den meget berømte forfatterinde har hidtil skrevet tolv fortællinger og biografien bliver så den trettende.

Jeg synes beskrivelsen på bagsiden er meget kryptisk og det kunne lyde som om der er lidt magisk realisme med i historien.

Miranda Kenneally - Breath, Annie, Breath. Jeg har nydt at læse forfatterens Oak Tree High-serie. Det er meget korte og skønne historier om unge, der kæmper og overvinder store udfordringer i deres liv.

Bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden, da det er nye hovedpersoner i alle bøgerne, men jeg kan rigtig godt lide at tidligere og fremtidige hovedpersoner nævnes i alle bøgerne. Der ved får det hele en sammenhæng og vi følger med i hvordan det går dem fra de andre bøger.

Claire LaZebnik - The Last best kiss. Bogen er udelukkende købt, fordi der stod i beskrivelsen, at den skulle være skrevet over Jane Austens "Overtalelse". Det er ikke altid disse nyfortolkninger falder lige heldigt ud, men den her lyder rigtig sød.

Gaby Morgan - Poems from the First World War. Så er vi over i et mere seriøst bog valg. Dette er en samling af digte skrevet af soldater, kærester, mødre, sygeplejesker og andre, der oplevede første verdenskrig. Samlingen skulle være meget hudløs og rørende.

Luisa M . Alcott - Polly klarer det hele. Bogen er købt i genbrugsbutik i Brønderslev for 1,- kr. Nu har jeg været i et par genbrugsbutikker i både Hjørring og Brønderslev og jeg er ikke faldet over det helt vilde.

Men jeg hæftede mig ved denne lille bog på grund af det rigtig søde og flotte omslag og så at den er skrevet af Luisa M. Alcott, der jo er kendt for klassikeren "Little Women".

Kasie West - The Distance between us og On the Fence. Disse bøger er også typiske ungdoms romance bøger. Hvor personerne kommer ud for nogle udfordringer og skal prøve at komme videre på trods af modgangen.

Nogle gange er det lige præcis sådan nogle hurtigt læste, søde og romantiske bøger jeg har brug for, for ikke at gå helt død i min læsning.

Fået bøgerne ( som vi siger i Vendsyssel) er:

Vibeke Bruun Arildsen - Sommeren på Carlsholm. Jeg har allerede læst bogen, det er en rigtig sød upstairs/ downstairs historie om livet i køkkenet og i stuerne på godset Carlsholm omkring 1900-tallet. Bogen er rigtig godt fortalt og især hovedpersonen Nethe, kom jeg til at holde meget af.

Bogen har jeg fået til sendt af forlaget Turbine, tusind tak for det!

Jane Austen - Emma. Bogen er en af mine favorit Austen bøger. Historien om Emma Woodhouse, der leger Kirsten Giftekniv for sin omgangskreds, samtidig med hun med stor kærlighed passer sin gamle hypokondriske far, går altid lige i smilemusklerne og lige i hjertet på mig.

Emma er på mange måder så menneskelig og så optimistisk. Den er allerede sat på læselisten for september måned, som månedens klassiker.

Bogen er tilsendt  af Bechs Forlag, hvilket jeg siger mange tak for! Jeg er vild med deres klassiker serie og Emma står nu på hylden og ser fin ud sammen med de andre bøger jeg har i forlags serien.

tirsdag den 19. august 2014

Mine ulæste serier august 2014. ( Komplette serier)

Dette er et af de mere pinlige indlæg. Jeg fortrød med det samme min beslutning om at skrive det, da jeg begyndte at hente bøger ned fra reolen. Men nu er indlægget skrevet og her er det så.

Jeg har ændret min måde, at lave måneds læselister på, fordi jeg ikke synes, at det fungerede særlig godt med at læse i temaer. Blandt andet havde jeg altid problemer med, at få passet serier og trilogier ind.

Når jeg ved, at en serie har et nogenlunde overskueligt slutantal, vil jeg helst vente med at læse serien, til jeg har alle bøgerne i hus. Så undgår jeg, at skulle genlæse mange af bøgerne igen, fordi jeg har glemt hvad de handler om og hvis en bog ender med en cliffhanger, har jeg efterfølgeren lige ved hånden. Men det vil også sige, at serierne har hobet sig op til et helt uoverskuelige antal.


Catherynne M. Valente - The Girl Who... serien/trilogien. ( Sat på stand by ) Jeg har læst den første bog og startede på den anden, men det gik bare ikke. Jeg synes de var gode, men det var bare det helt forkerte tidspunkt for mig at læse dem. Jeg vil helt sikkert samle dem op igen på et tidspunkt. Der udkommer en fjerde bog næste år, der hedder "The Boy Who lost Fairyland" og jeg er ikke lige klar over, om det er en forsættelse af serien eller en ny parallel serie forfatteren har startet op. Den tredje bog udkom i februar i år.

Kerstin Gier - Ruby Red-trilogien. Bøgerne handler om tidsrejser. Jeg er ved at lytte til bøgerne på tysk, da trilogien oprindeligt er skrevet på tysk. Den første er super god og jeg håber de efterfølgende kan leve op til den. Sidste bog udkom i 2013.

Maryrose Wood - The Incorrigible Children of Ashton Place-serien. Serien består indtil videre af fire bøger og jeg har ingen anelse om, hvor mange der er planlagt og den burde slet ikke have været med i dette indlæg. Bøgerne er for mellemskolebørn og handler om en pige, der er vokset op på et børnehjem. Hun bliver sendt ud til et landssted, for at passe nogle meget anderledes børn og så sker der ting og sager.

Jennifer A. Nielsen - The Ascendance-trilogien. Fantasy bøger. Har ingen anelse om hvad trilogien handler om. Har kun hørt godt om den alle steder og har udelukkende købt den på grund af det.

Lauren Oliver - Delirium-trilogien. Har hørt meget blandede anmeldelser om denne trilogi. Har de to første på dansk, men havde ikke tålmodighed til at vente på den sidste, så den er købt på engelsk. Men siden jeg endnu ikke har fået dem læst, er den sidste nok også kommet på dansk.

Teri Terry - Slettet-trilogien. Bøgernes beskrivelse minder mig om filmen og serien La Femme Nikita/ Nikita. Den tredje bog "Knust" er netop udkommet i juni måned.

Lev Grossman - the Magicians trilogien. ( opgivet) Bogen er blevet sammenlignet med Harry Potter, hvilket jo altid er en god indikator for hvad bogen handler om. Sidste og tredje bog, " Magician´s Land" er netop udkommet her i august.

Johanne Hildebrandt - Sagaen om Valhal. Bøgerne er desværre udsolgt fra forlaget og fås kun antikvarisk. Bøgerne jeg har er første udgaver og har stået ulæst på hylden siden 2007. Hmm, mon jeg ikke snart skulle tage fat på dem!?

Alison Goodman - Eon og Eona dualogien. Bøgerne er også udgivet under navnene "The Two Pearls of Wisdom" og "The Necklace of the Gods". Bøgerne handler om den 16-årige Eona, der så gerne vil træne til at være Dragemester. Men der er lige det, at det kun er drenge der kan træne til at blive Dragemester. For at opnå sit ønske bliver Eona til Eon. Jeg elsker gender bender historier.

Malorie Blackman - Noughts and Crosses-trilogien. Meget anmelderrost trilogi. Bøgerne handler om sorte og hvide mennesker, i bøgerne kaldet Noughts og Crosses / Krydser og Boller.

Moira Young - Dust lands-trilogien. Booktube made me buy it! Jeg har intet at sige til mit forsvar. Den fik god omtale af mange Booktubere og så købte jeg bøgerne. Den tredje og sidste bog udkom i maj i år.

Frank Beddor - The Looking Glass Wars-trilogien ( opgivet ). Bøgerne er baseret på Lewis Carolls "Alice i Eventyrland". Jeg læste den første bog i 2007, men så var de to næste ikke udkommet og da jeg så fik købt dem. Havde jeg glemt hvad den første handlede om og så kom jeg fra det igen. Den sidste i serien udkom i 2010.

Chris Bradford - Young Samurai-serien. Serien består af otte bøger, hvor af jeg har læst de første tre. Bøgerne er a la James Clavells roman "Shogun" bare i børnehøjde.

Patrick Ness - Chaos Walking-trilogien. Igen en meget anmelder rost dystopisk trilogi. Egentlig synes jeg slet ikke det lyder som noget for mig, men jeg kan godt lide at udfordre mig selv og en gang i mellem læse noget, som jeg slet ikke har lyst til. Tit bliver jeg positivt overrasket og det håber jeg selvfølgelig er tilfældet her.

Leigh Bardugo - The Grisha trilogien. Det er ikke ret tit at jeg støder på bøger, der foregår i en russisk inspireret fantasi verden og det var det der fik mig til at købe denne trilogi. Den sidste bog udkom i juni i år.

Richelle Mead - Vampire Academy. Meget omtalt vampyr-serie, der nu også er blevet filmatiseret. Jeg har de to første bøger på dansk og de sidste fire på engelsk.

Charlaine Harris - True Blood eller Sookie Stackhouse-serien. Der er 13 bøger i serien. Jeg har læst de første seks eller syv og så gik jeg død i serien. Det er en tradition (startet sidste år), at jeg læser Bram Stokers "Dracula" til Halloween. I år får Dracula så selskab af alle disse nye vampyr serier. Da jeg skulle lave indlægget opdagede jeg, at jeg mangler bog nummer ti. Går jeg mon glip af noget ved ikke at købe den?

Eoin Colfer - Artemis Fowl-serien. Der er 8 bøger i serien og den første udkom i 2001. Jeg blev øjebliklig tiltrukket af det flotte holografiske omslag, men selve historien brød jeg mig ikke om dengang. Det var omkring samme tid, som at Harry Potter udkom, så Artemis blev skubbet lidt i baggrunden. Jeg har så siden genlæst/ læst de første tre bøger og synes det er en okay serie. Sidste bog i serien udkom i 2012 og billedet illustrer fint problemet med at samle på en serie over længere tid. Bøgerne ændrer udseende i løbet af årene. Jeg ville godt nok ønske, at jeg havde holdt mig til de flotte danske hardbacks, i stedet for at købe dem på engelsk.


OBS. Bøgerne er ikke alle købt i år, men købt over en periode på flere år (hvilket ikke gør det mindre pinligt, at jeg ikke har læst dem).
Jeg havde en ide om, at jeg også ville lave et indlæg om mine ufuldstændige serier, dem hvor jeg går og venter på de/ den sidste bog skal udkomme, men det bliver ikke i denne omgang. I stedet vil jeg om et års tid lave et opfølgende indlæg, som forhåbentlig vil indeholde knapt så mange ulæste serier.


lørdag den 16. august 2014

Bøger læst i uge 33-2014.

Af en eller anden grund glemmer jeg altid, at nævne de lydbøger jeg køber i mine bogkøbs-indlæg og nu har jeg så glemt, at tage en af dem med i mit læste bøger-indlæg. Er det mon alderen der begynder at trykke? Nå men, den første bog er altså lyttet færdig i sidste uge, uge 32.

J.R.R. Tolkien - Eventyret om ringen. Jeg havde jo egentlig købt bog to og tre, "De to tårne" og "Kongen vender tilbage" på MP3 cder. Men teknikken drillede, jeg kunne ikke få mit Itunes til at kopiere alle dele, hver femte afsnit manglede og til sidst opgav jeg og købte dem alle tre på Itunes.

Der er ikke meget at skrive om denne bog, som ikke allerede har været skrevet og jeg vil heller ikke her bruge plads på, at skrive hvad den handler om, for det er der vist heller ikke nogen der er i tvivl om.

Jeg elsker denne trilogi, næsten lige så højt som Hobbitten. Men hvor Hobbitten er skrevet som et eventyr er Ringenes Herre mere en fantasy saga. Det er en fantastisk verden Tolkien har skabt og jeg elsker det sindige tempo historien fortælles i.

Som jeg har skrevet tidligere er denne trilogi et must read for alle og jeg kan helt klart også anbefale at lytte til dem i Gyldendals lydbogs udgave.

5/5 stjerner.

Tracey Gravis Graves - Vores ø. Bogen er anbefalet af Simone fra bogbloggen Boghjørnet i forbindelse med Sortsuperegos udfordring #2.

Utrolig medrivende og spændende bog. Jeg var fanget fra første side og måtte bare læse bogen til ende med det samme. Jeg er helt kørt fast i Don Quixote bogen og trængte virkelig til at læse noget let og romantisk, så bogen passede super godt.

Anna på 31 år er skolelærerinde. Hun får et sommerjob, som privatlærer for den 16 årige T.J. der lige har overlevet en meget alvorlig kræftsygdom. Undervisningen skal foregå på en af de maldiviske øer. Men de to kommer aldrig frem til øen, da deres fly styrte ned. De får reddet sig i land på en øde ø og må nu lære at overleve og leve sammen kvinde og dreng.

Bogen er fortalt fra både Anna og T.J.s synspunkt og jeg synes det fremgik klart hvis synspunkt man fulgte, hvilket ellers nogle gange godt kan være svært at skelne. Selv om historien på mange områder var meget forudsigelig, blev jeg alligevel overrasket af de plottwists der kom undervejs.

4/5 stjerner.

J. K. Rowling - Ein Plötzlicher Todesfall. Købt som lydbog på Itunes. Min søn er lige startet med at have tysk i skolen og jeg tænkte, det ville være en god ide med et lille tysk brush up og hvilken anden måde at gøre det på, end at købe en tysk lydbog?!

Jeg kan godt forstå, at mange er blevet skuffet over denne bog, hvis de har købt den i forventning om en historie a la Harry Potter. Her er ingen magi og trolddom, kun den rå og til tider meget barske virkelighed.

Bogen er en socialrealistisk historie om et lille engelsk landsby samfund, hvor der er en hvepserede af tabuer, fortielser og intriger. Rowling har en helt speciel og fantastisk måde, at bygge en historie op på, så alle ender mødes og man undervejs ikke kan slippe den. Hun er en helt fantastisk historie fortæller.

Personskildringerne er så virkelige og ærlige, at man bliver følelsesmæssigt involveret i personernes liv. Alle personerne har gode og dårlige sider og gennem fortællingen ser man personerne fra flere sider, både de gode og dårlige. Man lider med dem der har det hårdt og hader dem der tyranniserer og manipulere de andre.

Jeg er ellers ikke til socialrealisme og elsker at eskapere ind i bøgernes fantasi verdener, så det var hårdt, at få skubbet så mange barske sager lige op i ansigtet. Men hvor er det en fantastisk godt fortalt bog.

4/5 stjerner.

Vibeke Bruun Arildsen - Sommeren på Carlsholm. Det er ikke ret tit, at der bliver udgivet danske historiske ungdomsbøger. På stående fod kan jeg faktisk ikke komme på andre end Herta J. Enevoldsens bøger om henholdsvis Caroline Matilde og Leonora Christine. Jeg elsker historiske romaner, derfor kom denne fluks på min ønskeliste.

Bogen foregår på godset Carlsholm, hvor hovedperson, den 16-årige Nethe, kommer i huset og tjene som køkkenpige. Vi møder også Hansine, der er børnehjemsbarn og Luise, der er godsejerdatter.

Historien handler om klasseforskel, venskab og ikke mindst kærlighed, som alle tre piger møder i skikkelse af, henholdsvis Nethes barndomsven Ib og skyttens musikalske søn Peter. Af pigerne kunne jeg bedst lide Nethe, der var sød, omsorgsfuld og handlekraftig. Hansine og Luise havde jeg lidt sværere ved at forholde mig til, dem synes jeg ikke vi kom så tæt på som Nethe.

Samtidig med pigernes historie, hører vi også om de politiske forhold i Danmark på den tid. Blandt andet, at det kun var en meget lille del af befolkningen der havde stemmeret og hvordan man så på kvindernes rettigheder og der fortælles også hvordan landmændene begynder at arbejde sammen og danne andelsmejerier, der forbedrer deres leveforhold betydeligt. Disse ting indgår naturligt i historien og virker ikke belærende.

Jeg synes det var en super fin historie, der på den gode måde gav mig Morten Korch associationer. Helt klart en anbefalelsesværdig bog.

4/5 stjerner.

Jan Wallentin - Strindbergs stjerne. Spændingsroman, der har stået ulæst på hylden i et par år og der kunne den såmen sagtens have blevet stående for min skyld. Der var intet der pirrede min interesse.

Der var intet i plottet der interesserede mig og hver gang jeg tog bogen op igen for at læse, havde jeg næsten glemt, hvad det hele handlede om. Den var bygget op omkring en mærkelig blanding af historiske personligheder, som den svenske fotograf og videnskabsmand Nils Strindberg og den berygtede SS leder Heinrich Himmler og nogle fiktive personer.

Hovedpersonen Don Titelman, var en meget utiltalende "helt" og hans store medicin misbrug, der meget nøje blev beskrevet, hvilke piller han tog for at kvikke op og hvilke for at komme ned igen og hvor meget, var for mig meget utiltalende og frastødende.

Jeg fandt aldrig ud af hvad ankh-tegnet og Strindbergs stjerne egentlig havde med det hele at gøre og ærlig talt var jeg også fløjtende ligeglad. Er der andre der kender det, at man sidder tilbage med en meget flad fornemmelse. Jeg kan ikke engang hidse mig op over, at den er dårlig, den sagde mig vitterligt ingenting.

1/5 stjerner.

fredag den 15. august 2014

#fredagsbog d. 15. august 2014.

 Jeg mangler ca. en 15-20 sider for at være færdig med første bind om Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha af Miguel de Cervantes. Så har jeg bare små 600 sider tilbage at læse i bind nummer to. Jeg trænger virkelig til en pause fra Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse og hans tossede historie, derfor vil jeg i denne weekend læse:

Vibeke Bruun Arildsen - Sommeren på Carlsholm. Bogen foregår i Danmark  omkring slutningen af 1800-tallet starten af 1900-tallet, hvor der sker rigtig meget i Danmark, med dannelsen af de første andelsmejerier og opbrud i den traditionelle landbrugsstruktur.

Det er en ungdomsbog og den handler om et par tjeneste piger, ansat i køkkenet på godset Carlsholm og godsejerdatteren. Så jeg tænker, at bogen gennem pigerne skildrer klasseskel og forskel i leveforhold. Det er også en kærlighedshistorie og jeg glæder mig til at læse den.

Det er den rigtig flotte forside, der blandt andet fik mig til at sætte bogen på min ønskeliste, der er bare et eller andet ved den forside, der fangede min interesse. Bogen er et frieksemplar tilsendt af forlaget Turbine.

God weekend og god læselyst!

onsdag den 13. august 2014

#Sortsuperego 2.

Anden udfordring fra Sortsuperegos udfordringskrukke ( forklaring kan ses her Sort tale eller her Mit superego ) er:

Læs en anbefalet bog.

Det var ikke så nem en udfordring. Jeg synes det er sjældent, jeg får anbefalet en bog, oftest er det mig der anbefaler. Derfor tog det lidt tid at finde en bog og med mit bogvalg, kunne jeg heldigvis slå to fluer med et smæk.

Bogen jeg har valgt at læse i forbindelse med udfordring nummer to er Et andet sted af Signe Langtved Pallisgaard . Bogen er anbefalet af Brønderslev Bibliotek.

Tre ud af fem medlemmer i min læseklub bor i Brønderslev og derfor er læseklubben tilknyttet Brønderslev bibliotek og det er dem, der har anbefalet "Et andet sted", som den næste bog vi skal læse.

Bog anbefalingen falder også sammen med at forfatteren er inviteret til et læseklub arrangement på Brønderslev bibliotek i september. Vi har efterhåneden været til en del arrangementer, både forfatter foredrag, redaktør/forlags foredrag og læseinspirations dage, hvilket har været rigtig gode og hyggelige arrangementer.

Jeg vil vente med at skrive noget specifikt om bogen, da vi først skal have diskuteret den i læseklubben.

Der er mere udfordrings tid tilbage og jeg kan nok nå en enkelt anbefalet bog mere. Så hvis der er nogen der har en bog de vil anbefale, så gør endelig det.

Bogkøb i august 2014. (Første del).



 
I anledningen af Amerikas uafhængighedsdag d. 4. juli, havde Saxo.com rabat på deres engelsksprogede bøger og jeg øjnede chancen for, at få de sidste fem bøger i Chris Bradfords Young Samurai-serie til en billig penge.
 
Handlingen foregår i starten af 1600-tallet og handler om drengen Jack, der sejler med sin far til Japan ombord på et handelsskib. Tæt på Japans kyst lider de skibsbrud og hele besætningen bliver slået ihjel af pirat Ninjaer. Jack bliver reddet af samuraien Masamoto, som tager ham til sig, som en søn og lader ham optage som samurai lærling på sin skole. Bøgerne følger nu Jacks oplæring og kamp for at blive accepteret og respekteret blandt japanerne.
 
Jeg læste de tre første bøger i serien The Way of the Warrior, The Way of the Sword og The Way of the Dragon i starten af maj i år. Det sidste der skete i den tredje bog, var at Jack stod for, at skulle sejle hjem til England, for at finde sin lillesøster. Så jeg kan da næsten ikke vente på, at læse hvordan det spænder af.

Jeg har altid været glad for drengerøvs eventyrbøger og kan godt lide når der er fart over feltet. Desuden er bøgerne virkelig interessante, på grund af den ernorme viden forfatteren har om japansk, kultur, traditioner, skik og brug og ikke mindst japansk kampsport.


søndag den 10. august 2014

Bøger læst i uge 32-2014.

Henrik Lange - 90 romaner i en fart. Bogen er købt for 15 ,- kr. på  cdon.coms sommerudsalg. Det er en sjov lille bog, der på fire tegninger giver et humoristisk og satirisk resumé af 90 kendte og klassiske romaner.

Jeg ville nok have følt mig snydt, hvis jeg havde givet meget mere end de 15,- kr. bogen kostede, for der er jo ingenting i den. Den er læst på en halv time max.

Men den er bestemt sjovt, at have liggende og helt sikkert den perfekte lokumsbog. Bogen fås også på engelsk og der er både en bog om 99 tv-serier i en fart og 99 klassiske film i en fart.

Dan Wells - Partials, Fragments og Ruins. Post-apokalyptisk science fiction trilogi. Bøgerne er købt på The Book Depository.

I en ikke så fjern fremtid, er der kun ca. 35.ooo overlevende mennesker og ca. en halv million kunstigt fremstillede supermennesker, kaldet Partials, tilbage på jorden. På grund af RM virussen, der kommer fra Partials, har der i et årti ikke overlevet et eneste spædbarn og hovedpersonen Kira Walker tager på et desperat togt ind i fjendens lejr for at finde en vaccine mod virussen.

Jeg synes det er en knald god historie og den er fortalt på en super god, sammenhængende og forståelig måde. Jeg blev virkelig fanget ind af denne fortælling om en fremtidig uddødende menneskehed. De dilemmaer og forhindringer hovedpersonen står over for virker meget gennemtænkte og troværdige. Bøgerne stiller mange etiske og filosofiske spørgsmål om menneskers natur, overlevelse og hvordan man opnår det man ønsker.

Personerne var nemme at følge og hovedpersonen er især nem at holde af og med. Dog synes jeg der i den sidste bog blev lidt for mange synsvinkler at følge, der resulterede i, at man som læser skulle holde rede på rigtig mange røde tråde i fortællingen. På grund af de mange grene fortællingen bevægede sig ad, føltes det også som om slutningen blev meget forhastet og ikke alle røde tråde blev samlet lige elegant.

Som med mange andre YA-fantasy bøger, har jeg det lidt svært med, at hovedpersonernes opfører sig, handler og har viden som meget ældre personer. Hovedpersonen i denne trilogi har allerede som 16-årig, arbejdet et år som mediciner på en fødeafdeling og hun løser lægevidenskabelige problemer, som voksne læger og videnskabsmænd i mange år ikke har kunnet løse. Jeg må indrømme at i mit hoved, forestiller jeg mig at personerne er i midten af 30erne.

Men når man ser bort fra disse ting, er det en underholdende og utrolig godt skrevet trilogi, som jeg kun kan anbefale.

Hele serien får 4/5 stjerner.

fredag den 8. august 2014

#fredagsbog d. 8. august 2014.

Så er høsten ved at være overstået og endda inden børnene er startet i skole. Hvilket min søn er svært tilfreds med. Normalt kan han ikke deltag i høsten, men må følge med fra skolebænken. Så de sidste fjorten dage har han kørt korn fra for første gang og jeg sværger, han er mindst vokset 20 centimeter af bare stolthed.

Som skrevet sidste fredag har jeg kastet mig over Århus Universitetsforlags to binds udgave af  Miguel de Cervantes - Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha og det bliver nok de bøger jeg kommer til at sidde med næsen i de næste par weekender.

Det er en meget mærkelig historie om en rigmand, der bliver tosset i hovedet af at læse ridder romaner. Han drager ud på eventyr og på rejsen ser han troldmænd, riddere og skøn jomfruer, når det egentlig bare er munke, fåreflokke og ludere. Han foretager den ene hovedrystende bedrift efter den anden og får lige så mange tæv som skønne eventyr.

Det har taget lidt tid for mig at vende mig til fortællerstilen og sproget, men ca. en tredje del inde, synes jeg læsningen er blevet lettere og mere flydende.

God weekend og god læselyst!


onsdag den 6. august 2014

Memory Lane #2 Børneradio.

Indlæggene her er inspireret af Sort Tale og Mit Superego og deres udfordringskrukke, hvor første udfordring var, at læse en bog der vækker barndomsminder.

I serien af indlæg om bøger fra min barndom er det umuligt at komme uden om programmet Børneradio, der i en lang årrække blev sendt om eftermiddagen på hverdage. Det var et genialt program. En af drivkræfterne bag programmet var Carsten Overgaard og han lavede nogle fantastiske radio dramatiseringer af forskellige bøger.

Den opførelse jeg allerbedst kunne lide er Carsten Overgaards oplæsning af Dennis Jürgensens bøger om Dracula og hans venner. Det var virkelig programmer man skyndte sig hjem fra skole for at følge med i, de var så hyle morsomme og indlevende fortalt.

Jeg har bøgerne stående på hylden, men har ikke turdet læse dem, da jeg er sikker på, at det vil være en meget flad oplevelse, efter at have lyttet til Børneradios fantastiske opførelse af dem.

Helt uforglemmelige er også Carsten Overgaard og Anne Marie Helgers opførsel af Det gamle testamente. Deres noget kritiske tilgang til Bøgernes Bog, er meget underholdende og lærerig. For ikke at glemme, at jeg knuselsker Anne Marie Helger og hendes form for humor, hun er en fantastisk skuespiller og entertainer.

På hjemmesiden DR Bonanza kan man søge på Børneradio og så kommer der lidt flere indspilninger. Blandt andet H.G. Wells "Klodernes Kamp" og H. Rider Haggards "Kong Salomons miner".


søndag den 3. august 2014

Bøger læst i uge 31-2014.

Helt ukarakteristisk har jeg ingen læste bøger at skrive om i dette mit ugentlige indlæg. De bøger jeg har læst færdig i den forgangne uge, har jeg enten allerede skrevet om eller indgår i en trilogi, som jeg først vil skrive om, når jeg har læst alle bøgerne.

Bøgerne er:

 Laura Ingalls Wilders bøger om livet på prærien også kaldet "Laura"-Bøgerne, som jeg har skrevet om i #Sortsuperego indlægget. Jeg har nu læst de første 3 bøger, Det lille hus i den store skov, Det lille hus på prærien og Det lille hus ved floden. Når jeg har læst bøgerne fra august måneds læseliste, vil jeg forsætte med at læse videre i serien.

Jeg læser også Dan Wells post-apokalyptiske science fiction trilogi, der består af bøgerne, Partials, Fragments og Ruins.

Jeg har læst første bog og jeg gav den fem stjerner på Goodreads. Det er en spændende og meget medrivende handling og verdenen historien foregår i, er troværdig og meget nem at forstå. Jeg håber inderligt at de to sidste bøger lever op til den første.

lørdag den 2. august 2014

Memory Lane #1 Søndagskvisten.

Indlægget er inspireret af Sort Tale og Mit Superego og deres udfordringskrukke, hvor første udfordring var, at læse en bog der vækker barndomsminder. Først kunne jeg ikke komme i tanker om en eneste bog fra min barndom, men mens jeg skrev indlægget om Laura-bøgerne, blev der ved med at dukke erindringer om andre bøger op i mit hoved og det er så blevet til et par indlæg, som jeg kalder Memory Lane.

De to bøger jeg vil nævne her, har direkte forbindelse til radioprogrammet "Søndagskvisten", der i min barndom blev sendt hver søndag morgen. Jeg kan ikke huske meget om hvad de andre indslag i programmet handlede om. Det jeg altid ventede på med længsel, var de sidste ti minutter af programmet, hvor der blev læst op fra en bog. Jeg mener også der blev læst et par bøger op af Dennis Jürgensen, blandt andet "Djævlens hule" og måske "Jord i hovedet". Men de to bøger der gjorde størst indtryk er:

Maria Gripe - Skarnbassen flyver i skumringen. Forfatteren var svensk og har skrevet flere børne- og ungdomsbøger.

Det er en spændingsroman for børn i to bind og jeg fik aldrig hørt historiens slutning, hvilket har irriteret mig i alle disse år. Jeg har ledt efter bøgerne antikvarisk, men det er ikke lykkes mig at opspore dem endnu.

Den bid der stadig hænger fast i mit hoved fra bogen er, at børnene historien handler om, bliver ringet op af en person, jeg tror det er en dame, som de finder ud af har været død i lang tid. Jeg kan huske, jeg fik helt gåsehud på armene af spænding.

Billedet har jeg Googlet mig til og hugget fra en bograpport på Skovbakkeskolens blog.

Otfried Preussler - Krabat. Er den anden af bøgerne der står knivskarp i min erindring. Den handler om den 14 årige Krabat, der bliver sendt i lære hos en møller. Men møllen er et skalkeskjul for den sorte skole og der sker sære og dystre ting i møllen og hvert år dør den ældste af lærlingene på mystisk vis og snart står Krabat for tur.

Helt tilfældigt fandt jeg bogen i en boghandel for nogle år siden, men jeg har ikke genlæst den endnu. Jeg er lidt bange for at den ikke er så god som jeg husker og derved mister det magiske skær.

fredag den 1. august 2014

#fredagsbog d. 1. august 2014.

Efter hedebølgen de sidste par uger, er det dejligt at temperaturen er faldet lidt, så man kan sove ordentlig om natten igen. Vi høster på livet løs, solen har virkelig fået kornet til at modnes med ekspresfart og nu skal det hele høstes i en fart. Derfor er jeg også træt, når vi kommer til aften og det er ikke ret mange linjer, jeg kan nå at læse inden øjnene lukker sig.

Mine to fredagsbøger denne weekend er:

Scarlett Thomas - The End of Mr. Y. Bogen er den sidste ulæste bog på min læseliste for juli måned.

Den er helt anderledes end jeg havde regnet med. Det er ikke fordi den er dårlig, den er bare mere dyb og kringlet end jeg havde forventet.

Bogen handler om Ariel Manto, der arbejder på en ph.d. om store forfattere fra det 19. århundrede. En af dem er forfatteren Thomas Lumas. Der har skrevet bogen"The End of Mr. Y". Bogen siges at være forbandet, alle der læser den forsvinder. Ariel finder ved et tilfælde en udgave af bogen i en antikvarisk boghandel og kan slet ikke lade være med at læse den.

Der er en hel masse om den fjerde dimension, telepati og parallelle verdener. Hvilket jeg kan mærke, at jeg ikke har overskud og lyst til at sætte mig ind i lige nu. Jeg giver den lige en chance mere her i weekenden og hvis det heller ikke går, så gemmer jeg den til en anden gang.

Jeg bliver nødt til at nævne den utrolig flot forside, med de varme røde og gule farver og teksten i hypnotiserende cirkler. Det er super godt lavet.

Miguel de Cervantes - Den sindrige ridder Don Quixote de la Mancha. Hver måned vælger jeg en tykkere bog, som jeg skal læse og denne måned faldt valget på disse to meget intimiderende bind. Jeg har allerede læst ganske lidt i bogen og bare prologen på 16 sider, tog næsten helt pusten fra mig.

Jeg fornemmer det er en bog, hvor man skal læse meget mellem linjerne og ikke tage det hele så bogstaveligt. Jeg glæder mig til at kunne krydse Don Quixote af min mentale læseliste over klassikere jeg absolut skal læse.

God weekend og god læselyst!