onsdag den 18. juni 2014

Cassandra Clare - The Mortal Instrument hexalogi.

 
Serien består af de seks bøger, City of Bones, City of Ashes, City of Glass, City of Lost Souls, City of Fallen Angels og til sidst City of Heavenly Fire.

Hvis man ikke har lyst til at kaste sig ud i at læse alle seks bøger, kan de første tre sagtens læses som en afsluttet trilogi. Der er nemlig kun efterladt et par ubetydelige løse ender, som så fører videre til at danne plottet i de sidste tre bøger.

Bøgerne omhandler en fast gruppe på 5-6 personer,  hvor af de to må betegnes som seriens egentlige hovedpersoner, samt et utal af mere eller mindre betydningsfulde og nogle gange irriterende bipersoner. Handlingen foregår i vores verden, hvor der er en subkultur af magiske væsner, som feer, varulve, vampyrer og dæmoner, som er usynlige for de fleste almindelige mennesker. Der er selvfølgelig også Shadowhunterne, der er dem der holder alle de magiske skabninger i skak og som søger for, at almindelige mennesker er sikre i dette inferno af magi og ondskab. Der er det særlige ved Shadowhuntere, at de har engleblod i årene og det gennemgående plot i denne serie er at nogen, prøver at fifle med engleblod kontra dæmonblod.

Rygraden i hver enkelt af shadowhunter serierne er en kærlighedshistorie og uden om det er der så vævet et spændende plot. I The Infernal Devices er der et klassisk eksempel på den meget traditionel og efterhånden ret trættende kærlighedstrekant og det føltes som om det overskyggede et ellers spændende plot og var det eneste bøgerne handlede om. Så jeg var faktisk lidt lettet, da det ikke var tilfældet i denne serie og jeg håber forfatteren i de følgende serier, bliver ved med at være lige så innovativ, hvad det angår.

En ting mere som jeg virkelig godt kan lide er, at personer fra de andre serier flettes ind i historien. Blandt andet bliver vi præsenteret for to personer fra den næste serie, der ikke er udkommet endnu og vi hører også om nogle af personerne fra The Infernal Devices trilogien. Hvilket giver en fornemmelse af samhørighed og som også gav mig lyst til at genlæse trilogien, da jeg ikke helt kan huske alt fra de bøger.

Forfatteren fortjener også stor ros for at præsentere homoseksuelle personer i sine bøger, uden at de kommer til at virke, som det intetsigende obligatoriske korrekte Sidekick, som man møder i mange YA bøger og som kun er taget med for at være politiskkorrekt. Tværtimod er personerne her en aktiv del af handlingen.

Som nævnt er der flere serier på vej om Shadowhunter verdenen. Forfatteren har planlagt fem serier i alt. Der er allerede udkommet en serie, som er trilogien The Infernal Devices, den skulle tidsmæssigt foregå før The Mortal Instruments, men de to serier kan sagtens læses uafhængigt af hinanden. For mig var denne serie helt klart bedre end trilogien, som jeg ikke var så begejstret for.

Jeg synes The Mortal Instruments var rigtig underholdende. At læse serien mindede mig om følelsen af at se en rigtig god tv-serie.

Hele serien får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar