mandag den 16. juni 2014

Bøger læst i uge 24-2014.

J.R.R Tolkien - De to tårne. Anden bog i Ringenes Herre trilogien. Lyttet til som lydbog. Jeg elsker hele denne trilogi og især det sindige tempo. Jeg har hørt mange der klager over, at den er for langsom og kedelig, men jeg synes det er en fantastisk fortælling, der dvæler ved begivenhederne og jeg elsker når de præsenterer dem selv, med slægt og det hele og ikke mindst at de altid skal fortælle, af hvem deres våben er smedet og dets navn. Cassandra Clare har taget det med våbnene til sig i hendes bøger, dog i lidt mindre målestok.

Det er en utrolig gennemarbejdet verden Tolkien har skabt, alle detaljer som landskabernes udformning og befolkning der beboer dem, er der lagt meget arbejde i og det hele virker meget troværdigt. Jeg synes det er imponerende med alle de slægter han har opfundet, der alle går tilbage i mange slægtsled. Det er tydeligt at Tolkien, har lånt lidt hist og her fra de forskellige mytologier, hvilket jeg også synes er meget interessant.

Jeg har læst bogen engang for mange år siden og selv om jeg kunne huske hoved forløbet, var der mange ting som jeg havde glemt. Jeg havde helt glemt hvor sjov og humoristisk den egentlig er og denne gang, bemærkede jeg den gay vibe, der har været så meget diskuteret gennem årene, mest udpræget var det i kapitlerne op til og efter kampen mod kæmpe edderkoppen Shelob.

Fantastisk trilogi, det er en must read for alle.

5/5 stjerner.

Kate DiCamillo - Eventyret om musen Despero. Bogen er købt på dette års Store Bogudsalg. Jeg købte den, som højtlæsnings bog for mine to yngste døtre på 5 og 7 år, fordi jeg tit har hørt den omtalt, som en helt fantastisk børnebog.

Desværre fangede den slet ikke mine piger. Jeg forsøgte to aftner i træk, at læse den for dem, men begge gange, havde de mistet interessen efter fem minutter. Jeg har altid læst højt for mine børn og jeg ved, at når historien ikke fanger er der ingen grund til, at blive ved med at tvinge dem til at høre efter, så jeg besluttede mig til, at læse bogen færdig på egen hånd.

Bogen er delt i 3 dele. I den første del møder vi den lille mus Despero, han er meget anderledes end de andre mus og en stor skuffelse for sine forældre. Han føler sig tiltrukket af menneskerne og en dag møder han den lille prinsesse Ært og forelsker sig i hende. I den næste del møder vi rotten Obskur, der elsker lys og dejlige ting men, som de andre rotter er han forvist til den mørke klamme fange kælder og det er ikke godt for hans personlighed. I den sidste del møder vi tjenestepigen Sisken So, der oplever mange grusomheder, blandt andet bliver hun solgt af sin egen far, for en høne, en rød dug og en håndfuld cigaretter.

Bogen har en dyster og uhyggelig stemning. Der er død, vold og uretfærdighed men også meget underfundig humor.  For de voksnes skyld er der også referencer til historiske personer og andre eventyrfigurer. Det er et godt bud på en moderne eventyrbog.

3/5 stjerner.


Anna Grue - De andre. Det er forfatterens første novelle samling. Bogen har jeg hentet gratis som lydbog på DR-Bogklubbernes hjemmeside.

Novellerne er skrevet med inspiration fra replikken "Helvede er de andre" fra Jean Paul Sartres skuespil "Lukkede døre". I novellerne oplever lytteren/læseren tydeligt den indgriben andre, kan have på vores ellers helt almindelig liv og hvilke livændrende handlinger og kaos denne indgriben kan føre til.

At skrive noveller er en svær kunst. Forfatteren skal på relativt få sider levere en god historie samt nå at komme ud med sit budskab. Det formår Anna Grue at gøre meget overbevisende i denne novelle samling. Novellerne er nærværende og jeg kan genkende mange af de menneskelige nature der portrætteres fra virkeligheden der omgiver os.
Min favorit novelle var den om Blodbøgen, den var så godt skrevet og jeg har tænkt meget på netop den novelle i flere dage efter. Den gjorde et virkeligt stort indtryk på mig.

Som nævnt i mit fredagsbogs indlæg, har jeg haft en del problemer med at afspille bogen i rækkefølge. Min Ipod sprang rundt i novellerne efter forgodtbefindende. Men jeg synes egentlig, det gjorde lytningen mere interessant. Jeg synes ikke det gjorde noget, jeg skulle hele tiden være opmærksom og det var god hjernegymnastik hele tiden, at skulle stykke det jeg hørte sammen så det gav en hel historie. På intet tidspunkt var jeg i tvivl hvilken novelle jeg var i, takket være oplæseren, der havde sat et umiskendelige præg på hver enkelt novelle, så de klart adskilte sig fra hinanden.
Jeg kunne dog godt på et tidspunkt tænke mig, at læse samlingen for at få det hele rigtig på plads.

4/5 stjerner.

I denne uge har jeg også læst bøgerne City of Fallen Angels og City of Lost Souls skrevet af Cassandra Clare og som er en del af The Mortal Instruments serien. Lige nu er jeg ved at læse den sidste bog i serien og når jeg har læst den færdig, vil jeg lave et indlæg om hele serien.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar