søndag den 8. juni 2014

Bøger læst i uge 23-2014.


Cassandra Clare - City of Ashes, City of Glass. Bog nummer to og tre i The Mortal instruments serien. Bog nummer seks "City og Heavenly Fire" kom med posten i fredags så nu kan jeg komme i gang med de sidste tre bøger og få afsluttet serien. Forfatteren har planlagt tre serier mere, der foregår i samme verden med Shadowhuntere og Downworlders, den nye serie hedder The Dark Artifices og første bog er planlagt til at udkomme næste år.

Joël Dicker - Sandheden om Harry Quebert-sagen. Bogen handler om forfatteren Marcus Goldman. Som 28 årig udgiver han sin debutroman. Bogen bliver en bestseller og han bliver rig og berømt på ingen tid. Nu cirka et år efter har han skriveblokering og desperat kontakter han sin gamle professor og mentor Harry Quebert, for at få hjælp til at komme i gang. Kort tid efter deres møde, bliver Harry arresteret og anklaget for mordet på en 15 årig pige, der forsvandt for 33 år siden. Marcus sætter sig for at finde ud af hvad der skete dengang og for at rense Harrys navn.

Som skrevet før er kriminalromaner ikke min genre. Jeg synes bogen er rigtig god, men jeg må indrømme, at jeg var lidt skuffet. Med al den omtale bogen har fået i medierne, forventede jeg noget mere spektakulært og fantastisk. Jeg synes ikke der var noget i hverken opbygning eller plottet, der fuldstændig slog benene væk under mig. Hele vejen i gennem bogen, manglede jeg, den der følelse af spænding, hvor man ikke kan lægge bogen fra sig, fordi man bare skal vide hvad der sker, det var kun de sidste 200 sider, hvor det for mig blev lidt nervepirrende.

Jeg havde svært ved at forholde mig til hovedpersonerne, jeg synes slet ikke jeg kom ind under huden på dem, hverken Harry eller Marcus. Hvilket gjorde at jeg var lidt ligeglad med om det nu også var Harry, der var morderen. Det var kun offerets historie der gjorde mig nysgerrig efter at læse bogen færdig og finde ud af hvad der egentlig skete med hende.

Det er på ingen måde en dårlig bog, den er godt skrevet og gennemarbejdet. Plottet hænger fint sammen og slutningen var rigtig god. Jeg havde nok bare for store forventninger.

Tamora Pierce - Alanna, I gudindens hånd, Kvinden Der Rider Som En Mand og Den springende Løvinde.  Det er de 4 bøger i fantasy serien "Løvindens sang". Alanna og Thom er tvillinger, de har begge Gaven, der er evnen til at bruge magi. Vi møder dem første gang lige før de skal sendes væk af deres lidet opmærksomme og meget åndsfraværende far. Alanna skal på klosterskole og lære at være en fin dame og Thom skal i lære som ridder på kongens slot. Men Thom vil ikke være ridder, han vil hellere i lære som troldmand og Alanna vil ikke være fin dame, men ridder. Så de bytter plads.

Jeg elsker generelt gender bender historier. Hvor en pige/kvinde udfordrer de traditionelle kønsroller og kaster sig ud i farlige eventyr på lige fod med de mandlige hovedpersoner. Jeg elsker kvindelige hovedpersoner, der er totalt kick ass. Serien er rettet mod de 13-16 årige, men voksne der lige som jeg selv godt kan lide et velfortalt fantasy eventyr, kan have meget fornøjelse af at læse bøgerne.

Jeg købte bøgerne på Forlaget Tellerups stand, da jeg var på BogForum med Læseklubben i november 2013 og jeg havde egentlig glemt dem lidt. Men nu da jeg manglede noget nemt at fordrive tiden med, indtil jeg kunne komme videre med The Mortal Instruments serien faldt jeg over dem på hylden. De er meget nemme at læse og tog mig knapt en aften at læse hver bog. Super god og underholdende fantasy serie.

4/5 stjerner.

Michael von Bülow - Lyt. Da jeg startede på denne digtsamling, sad jeg med det samme med følelsen af, at det her er sådan digte skal være. Sproget er så smuk, poetisk og beskrivende. Disse digte er ordleg på højeste og smukkeste plan. Jeg gav mig virkelig god tid med at læse digtene og vil læse dem igen og igen i løbet af hele juni måned. Meget anbefalelsesværdig digtsamling.

4/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar