mandag den 26. maj 2014

Bøger læst i uge 21-2014.

Poems by the Brontë Sisters. Denne digtsamling er et genoptryk af den første samling af digte, som de tre Brontë søstre Anne, Charlotte og Emily udgav i 1846. Samlingen er udgivet under pseudonymerne Acton, Currer og Ellis Bell, for at skjule at de var kvinder. Ud af det første oplag på 1000 bøger, blev der kun solgt sølle to eksemplarer.

Digtene er meget forskellige både i form og indhold. De handler blandt andet om liv, død, kærlighed og menneskelighed. Gud og tro var et tilbagevendende tema i mange af digtene. Hvilket ikke er mærkeligt, da deres far var præst.

For mig var digtene meget svære at læse, på grund af det gamle engelske sprog og de digteriske friheder, der nogle gange blev taget med ord. Ofte skulle jeg læse hver digt mange gange, for at få en mening ud af det. Derfor tog det mig også meget lang tid, næsten to måneder, at komme igennem de kun 165 sider.

Jeg følte en klar præference for Ellis/Emilys digte og The Philosopher og Gilbert, er nogle af mine favoritter.

3/5 stjerner.

Daphne Sheldrick - An African Love Story, Love Life and Elephants. Bogen er købt som lydbog på Itunes og lyttet til på min Ipod, mens jeg blandt andet har hakket ukrudt i køkkenhaven. Jeg har også bogen i fysisk form, så jeg har også fået alle de skønne fotos med.

Forfatteren er født og opvokset i Kenya i Afrika. I bogen fortæller hun om livet som tilflytter og indbygger i landet, men mest af alt fortæller hun om de vilde dyr, som gennem hende og hendes mands vigtige arbejde i Kenyas National parker, kom til at betyde rigtig meget for hendes liv. Hun berører også kort den politiske problematik mellem kolonister og indfødte, der skabte mange spændinger og voldsomme overfald på hvide kolonister helt op til Kenya selvstændighed i 1963.

Der var mange sjove fortællinger og anekdoter om de dyr hun opfostrede og levede sammen med. Blandt andet strudse der gladelig stillede op til mønstring sammen med regimentet hver morgen, om zebraføl, der æder alt vasketøjet og om dyreunger der knytter tætte bånd på tværs af arter. Men der er også oprørende fortællinger om grusomme nedslagtninger af elefanter, næsehorn og andet vildt liv, de fleste som følge af krybskytteri, men nogle af uvidenhed i videnskabens navn.

Hun brænder hele livet for dyrenes velfærd og for at beskytte dem mod ubetænksomme og profitorienterede bagmænd. Hendes og nu hendes børn og børnebørns arbejde med, at opfostre forældreløse elefant og næsehorns unger, gennem et opfostrings program, der er anerkendt i hele verden.

Lydbogen er læst af Virginia McKenna og det er som at høre en bedstemor fortælle om sin barndom i den smukkeste britiske accent og at lytte til selve historien er, som at få læst et fantastisk eventyr højt. Bogen er læst meget indlevende og bevægende. Flere steder kan man høre, at oplæseren selv bliver bevæget af historien.

Bogen er ikke så poetisk og smuk som Karen Blixens Den afrikanske farm, men formålet med denne bog er udover, at fortælle om et spændende liv, nok mest at skabe opmærksomhed omkring de truede vilde dyr i Afrika.

Jeg var ellers ikke så sikker på, om det nu også var et klogt valg, at lytte til den som lydbog, da den er på næsten 15 timer, hvilket virkede helt uoverskueligt og jeg vil godt indrømme, at alle de mange elefant historier, fik den til at føles lidt langtrukken. Men generelt var det en god lytte oplevelse.

3/5 stjerner.

Marina Chapman - Junglepigen. Meget hurtig læst bog om Marina Chapmans usædvanlige liv. Det er forfatterens datter, der satte projektet med at skrive bogen i gang, da hun over længere tid fik moderen til at åbne op omkring sin meget specielle barndom. Moderen selv synes ikke, at det var noget værd at skrive en bog om.

Det er en overlevelses historie ud over det sædvanlige, der bliver fortalt i denne bog. Som 4 årig bliver Marina Chapman bortført og efterladt alene i junglen, hvor hun knytter sig til en flok aber. Hun lærer deres sprog og adfærd og aberne accepterer hende og lader hende bo sammen med dem. Hun har intet navn eller sprog, udover dyrelydene hun lærer af aberne. Da hun endelig som 10 årig kommer i kontakt med andre mennesker, er det gentagende gange som slave, hvor hun bliver pisket og banket. Hver gang tager hun selv initiativ til at ændre omstændighederne og viser et meget kraftigt overlevelses instinkt, der til sidst også hjælper hende ud af den onde cirkel.

Bogen er skrevet af en ghostwriter og jeg synes ikke den er særlig autentisk. I forhold til at Marina er analfabet og uuddannet, er sproget alt for sofistikeret og fyldigt til at det virker troværdigt. Jeg håber ikke jeg virker fordomsfuld, men flere steder tænkte jeg bare, at det ord der, eller den vending ville en i hendes situation aldrig have brugt.

Jeg synes også historien var fortalt meget neutralt og nøgternt helt uden store følelser. Hvilket fik mig til at føle, at der manglede noget. Selvfølgelig synes jeg, at det er en meget oprørende og forfærdelige ting hun oplever, ting som et barn aldrig nogensinde skulle udsættes for. Men jeg følte mig ikke følelsesmæssig involveret i historien, hvilket jeg synes er meget mærkelig. Set i kontekst med, at alt hvad jeg ellers læser, der handler om børn i hårde kår, normalt går lige i hjerte og tårekanaler på mig.

Jeg ville så gerne synes om denne bog, især af sympati for forfatteren og hendes svære barndom, men bogen efterlader mig bare med en tom fornemmelse. Hvilket ikke var den læseoplevelse jeg havde forventet.

2/5 stjerner.


I denne uge har jeg også læst Tonni/Anastassia Arnolds Balladen om Marie, der handler om maleren Marie Krøyer, der var gift med den berømte Skagens maleren P.S. Krøyer og senere med den svenske komponist Hugo Alfvén . Det er min læseklubs bogvalg til denne måned, så jeg vil vente med at skrive om den, til vi har diskuteret den i Læseklubben.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar