torsdag den 3. april 2014

Humaran-trilogien.

Sacha Christensen - Den ydmyge amulet, De unaturlige og Det frosne tempel. Tre bøger om to børns anstrengelser for at redde verden.

Humaran amuletten eller som den også kaldes den ydmyge amulet, vælger de to femten årige børn, Josephine og Liam, der er fætter og kusine til dens søgere. Deres mission er at finde og uskadeliggøre amuletten. Der er nemlig mange der vil have fingre i amuletten, da den giver dens ejer ubegrænset magt over verdenen.

 Josephine og Liam, får hjælp af Nell, Nema og Mona. Nell er medlem af azynerne, der er en organisation af magikere, de er specielt udvalgt, til at beskytte befolkningen mod dårlig magi. Mona, der hører til de blåhudede nattevæsner med gule øjne, de kaldes også de unaturlige. Nema, er opvokset i den hvide ordens kloster i Tibet og hendes skæbne er forbundet med Josephine og Liams skæbne.

Josephine er bogens egentlige hovedperson, vi følger hende og ser alt gennem hendes øjne og det er da godt nok længe siden, jeg har læst en bog, med en så egoistisk og utiltalende heltinde. Det var ikke meget hun udviklede sin personlighed i løbet af bøgerne. Faktisk var det kun lige på de sidste sider i den tredje bog, at hun endelig virkede lidt mere moden.

Jeg kunne godt lide hele ideen med den grundlæggende historie, med den nye magi, der overtager verdenen og gør menneskerne afstumpede og hadefulde. Men der var et par ting, der var lidt svære at for mig at forstå. Blandt andet fandt jeg aldrig ud af det med Jægerne og de Skjulte, hvem der jagtede hvem og hvorfor det var sådan.

Bøgernes stil ændrede sig meget fra den første til den sidste. Den første var der mere gys og gru i historien, med genfærd på loftet og onde ånder, der vender tilbage. Den midterste bog blev en anelse kedelig, med den meget begivenhedsløse rejsen gennem verden i Globen.  Den sidste bog, mindede mig om Kongen vender tilbage. Faktisk var der meget i bøgerne, der lod til at være inspireret af Tolkiens bøger. Bland andet det med at amuletten trak i dem og  at de kunne mærke hvor den var, samt slaget til sidst i trilogien var meget Ringenes Herre-agtig.

Der var også en del fejl i selve teksten. Især i den sidste bog, manglede der mange gange hele ord. Det var ikke nogen fejl, der gjorde teksten uforståelig, men det er et irritationsmoment for mig.

Alt i alt synes jeg, det var nogle gode spændende bøger. Plottet var nyt og underholdende. Det er rart at vide, at danske forfattere også kan skrive vellykkede fantasybøger.

Humaran-trilogien får 3/5 stjerner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar