mandag den 21. april 2014

Bøger læst i uge 16-2014.


Ann E. Burg - All the Broken Things. Bogen er skrevet på vers og handler om Matt Pin, der som 6 årig, bliver reddet ud af Vietnam og kommer til en plejefamilie i USA. Han kommer med en meget traumatisk barndom og mødes af had fra skolekammerater, der har mistet familiemedlemmer i krigen. Han plages af skyldfølelse og angst for at plejeforældrene vil afvise ham.  Den ramte meget hård følelsesmæssigt lige i hjertekulen. Som mor er mit ømme punkt børn der ikke har det godt, det kan altid få tårerne frem. Det eneste jeg ikke brød mig om, var den meget lyserøde Happy End, hvor alle var venner og raske og glade med et snuptag. Der er selvfølgelig dejligt, det er bare ikke så nemt i virkeligheden. Bogen minder meget om Inside Out & Back Again af Thanhha Lai, som jeg læste tidligere på året.

Nick Lake - Darkness. Bogen foregår på Haiti, den 15 årige Shorty er under et jordskælv, blevet fanget under en kollapset bygning. Han svæver mellem liv og død. I mørket tænker han på sit liv i Haitis fattigste slumkvarter, på hans far der blev dræbt af narkobaroner og på hans tvillingesøster der blev bortført af de samme mænd som dræbte hans far. Fanget under bygningen i en tilstand på randen af vanvid, får han mental kontakt med Toussaint L'Ouverture, der i slutningen af 1700-tallet ledede oprøret mod det franske overherredømme på Haiti og kampen for slavernes frihed.  Jeg synes det var spændende med voodoo seancerne og at læse om, hvor meget voodoo stadig har indflydelse på slavernes efterkommeren den dag i dag. Det var en rørende og barsk historie. Men jeg brød mig slet ikke om fortællerstilen og synes ikke historien flød. Jeg måtte nærmest tvinge mig selv til at læse bogen færdig. Det synes jeg var en stor skam.

Leila Howland - Nantucket Blue. Efter alle de bøger med følelsesmæssige hårde emner, havde jeg bare lyst til, at læse en let og lys kærlighedsbog. Bogen handler om Cricket Thompson. Hendes forældre er skilt og hun er meget knyttet til hendes bedste veninde Jules familie. Men da Jules mor dør, sker det et skift i deres venindeforhold og Jules trækker sig væk fra Cricket, der lige pludselig må stå på egne ben. Samtidig begynder Cricket, at føle sig tiltrukket af Jules lillebror Zack. Det er rart en gang i mellem at læse bøger, hvor man ved, at det hele løser sig efter nogle mindre problemer undervejs og som ikke minder en om, hvor håbeløs og umenneskelig verden omkring os kan være.

Andy Weir - The Martian. Hold da helt op! Det var noget af en oplevelse, at lytte til denne bog på Audio. Den var nervepirrende, men samtidig også komisk, jeg grinede højt flere gange. Bogen handler om astronauten Mark Watney, der ved et katastrofalt uheld bliver efterladt på Mars. Gennem hans logbogs notater følger vi hans kamp for at overleve. Vi følger også teknikkere og videnskabsfolk på jorden, der prøver at redde ham, samt hans crew, der efterlod ham på Mars og som er på vej tilbage til jorden. Jeg forstod ikke en meter af alt det tekniske der blev beskrevet, men det skal man ikke lade sig afskrække af, det gjorde bare historien mere realistisk. R.C. Brays oplæsning var eminent, han gjorde det virkelig godt og indlevende. Alle personligheder kom til udtryk via accenter og stemmebetoning, han var virkelig god til det. The Martian er den bedste bog jeg har hørt/læst i år. Jeg vil helt sikkert anbefale alle der har mulighed for det, at lytte til den på engelsk.

Ali Novak - My life with the Walter Boys. Den 16-årige Jakie Howard har mistet sine forældre og søster i en bilulykke og nu skal hun rejse fra sit hjem i New York til Colorado, hvor hun skal bo hos morens bedste veninde, Katherine, der er blevet hendes værge. Katherine har 12 drenge boende nogle af dem er hendes egne sønner og nogle er nevøer hun er værge for. Det var lidt svært og forvirrende, at finde rundt i alle de drenge navne. Jeg var underholdt, men jeg blev hurtig træt af hovedpersonens vægelsindethed "Cole. Nej Alex . Nej Cole. Nej Alex..." Jeg synes historien havde potentiale til mere. Bogen er den første i en serie, som jeg gætter på, handler om Walter brødrene på skift. Jeg har ingen intentioner om at læse de følgende bøger.

Kody Keplinger - The DUFF. Bogen handler om 17-årige Bianca Piper, der kæmper med problemer der hjemme. Moren har forladt faren, der er tørlagt alkoholiker. Faren begynder at drikke igen og Bianca, finder ud af, at hvis hun går i seng med skolens playboy, hjælper det hende til at glemme. Men ganske langsom knytter de to sig til hinanden. Jeg synes der var lidt mere kød på benene i denne historie end de to andre bøger, jeg har læst i denne måned, i samme genre også var der ingen døde forældre. Det synes at være det gennemgående tema i disse ungdomsbøger og det begynder at være lidt trivielt. Af samme forfatter har jeg læst Shut Out, som jeg ikke brød mig specielt meget om.

Cecila Gray - Drawn. Bogen handler om den 17 årige Sasha. Da hun var ganske lille blev hun forladt af sine forældre og har siden været inde og ude af børnehjem, plejefamilier og forsøgsinstitutter. Der er nemlig det specielle ved Sasha, at hendes stemme får alle til at svare 100% sandt på alle spørgsmål inden for 5 sekunder efter hun har stillet dem. FBI finder hurtigt ud af, at bruge hende som en form for sandhedsserum, når de forhører seriemordere og pædofile. Men hun kan ikke knytte sig til nogen, ingen bryder sig om at være ærlig hele tiden. En dag bliver hun opsøgt af CIA, der har brug for hende på en opgave i Belgien. Her skal hun lokalisere en berømt og berygtet graffiti maler, der via sine malerier, kan lave revolutioner og kaos de steder grafitten dukker op. Hun får kontakt med en gruppe graffiti malere, som hun ganske langsomt knytter sig til, fordi de accepter hende som hun er, på trods af de ting hun får dem til at sige og så må hun vælge. Jeg synes det var et spændende og  nytænkende emne. Selve plottet med graffitien var lidt tynd, men psykologien og historien omkring Sasha, FBI partneren og de nye venner var meget interessant. Bestemt en læseværdig bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar